Hunde på stranden

Hold øje med reglerne, hvis du medbringer din hund på stranden. Strande med Blå Flag er hundefrie. På øvrige strande skal hunde være i snor - bortset fra familiestranden i Smidstrup, hvor der er muligt at medbringe hund uden snor, så længe den er under fuld kontrol.

Hundestrand i Smidstrup

På en del af Smidstrup Strand, Smidstrup Søvej, 3250 Gilleleje, må hunde, under fuld kontrol, bade og opholde sig på stranden uden snor. I badesæsonen er stranden opdelt i et område, hvor hunde må være uden snor og en almindelig strand, hvor hunde skal være i snor. 

Gode råd: Træn din hund til en tur på hundestrand

Du må gerne slippe din hund fri, men den skal stadig være under fuld kontrol, hvis du tager den med til vores hundestrand. Det betyder, at du skal kunne kalde den til dig til enhver tid, så den ikke generer andre strandgæster.

Derfor giver vi her tre gode råd fra en lokal hundeinstruktør og adfærdsrådgiver til at få styr på vovsen:

  1. Lær din hund at komme, når du kalder, ved at belønne den, hver gang den kommer til dig
    • Det handler om at finde lige den type belønning, som din hund reagerer bedst på - det kan fx være en ekstra lækker godbid eller en sjov leg med favoritlegetøjet. Lær hunden indkaldet hjemme i haven, hvor der er fred og ro.
  2. Start nemt for din hund ved at vælge tidspunkter på dagen, hvor stranden er mere stille, hvor du kan slippe den løs og træne indkald
    • Når der er flere mennesker på stranden, kan du starte med at lade din hund se på dem, mens den har snor på og belønne den for at forholde sig roligt sammen med dig, selvom der sker en masse omkring jer.
  3. Hvis din hund kan slappe fint af i snor, selvom der sker en masse, kan du tage snoren af og lade den bevæge sig frit omkring
    • Skulle den blive interesseret og søge hen mod andre strandgæster, så kald den til dig med det samme, og beløn den rigtig godt med ros og yndlingsbelønningen, for at komme til dig i stedet. Beløn den også jævnligt når den søger dig på eget initiativ, så den lærer at holde sig i nærheden af dig hele tiden.

Ingen hunde på Blå Flag strande

Hunde og andre hysdyr må ikke opholde sig i Blå Flag strande. Førerhunde og andre hunde på arbejde er dog undtaget. Vores fire strande med Blå Flag er Tisvildeleje, Rågeleje, Gilleleje Vest og Dronningmølle. Afgrænsningen af Blå Flag stranden fremgår af infotavle på stranden, eller på oversigtskortene.

Hvis du føler dig generet af løse hunde på stranden, kan du ringe til politiet. Overtrædelse af naturbeskyttelsesloven § 22 medfører bødestraf.

Strande med Blå Flag

Kommunens øvrige strande

På de øvrige strande i kommunen, skal hunde være i snor, når de færdes på stranden i perioden 1. april til 30. september. Det gælder også for private strande.

Lovgivning om hunde på stranden

  • I sommerhalvåret, fra 1. april – 30. september, skal hunde være i snor på stranden ifølge Naturbeskyttelseslovens § 22.
  • I vinterhalvåret, fra 1. oktober - 31. marts, må man gerne lade sin hund være løs på stranden, men kun hvis den ikke risikerer at forvolde andre skade.
  • Kommunalbestyrelsen kan udstede forskrifter angående hundes tilstedeværelse i vandet og i badeområdet ifølge Bek. om badevand og badeområder § 13.
  • På Blå Flag strande er der forbud mod hunde i badesæsonen fra juni til september. Vores fire Blå Flag strande er Tisvildeleje, Rågeleje, Gilleleje Vest og Dronningmølle.