Alle virksomheder i Danmark kan fra 1. januar 2025 blive udvalgt til et affaldstilsyn.
Der kommer to nye typer tilsyn: et administrativt affaldstilsyn, der udføres af Miljøstyrelsen og et fysisk affaldstilsyn, der som hovedregel udføres af kommunerne.
Det betyder, at vi kommer på besøg på jeres virksomhed og gennemgår jeres sortering af affald, og hvordan I kommer af med affaldet. Formålet med tilsynet er at følge op på, at affald, der kan genanvendes, bliver sendt til genanvendelse i stedet for forbrænding.
Tilsynet er obligatorisk for de virksomheder, der er blevet udpeget til det.
Udvælges man til et fysisk affaldstilsyn, vil man blive varslet herom minimum 14 dage før.
På det fysiske affaldstilsyn vil der primært være fokus på:
- Hvilke typer affald har virksomheden
- Hvordan håndterer og sorterer virksomheden dens affald
- Hvilke aftaler har virksomheden til indsamlingen
- Hvilke data findes om virksomhedens affald i Affaldsdatasystemet (ADS)
Efterfølgende vil virksomheden modtage en rapport over tilsynet og eventuelle henstillinger eller påbud, samt en gebyropkrævning baseret på tilsynets varighed og kommunens tidsforbrug til forberedelse og opfølgning. Affaldstilsyn gebyrfinansieres 100 pct. for at efterleve EU’s princip om, at forureneren betaler.
Tilsynet tilsigtes at holdes så kort og enkelt som muligt. Virksomhederne kan med fordel forberede sig på tilsynet, ved at undersøge om de lever op til kravene om affaldssortering, og hvilke indsamlingsordninger de har, samt hvilke data de har på deres affald.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en udførlig guide til virksomheder ang. det styrkede affaldstilsyn som kan læses her: Information til virksomheder om affaldstilsyn
Prisen for affaldstilsyn i 2025
Virksomheden skal betale et gebyr for tilsynet, som opgøres til den nærmeste halve time, tidsforbrug under 15 minutter registreres ikke.
Pris for affaldstilsyn i 2025
|
Kr. eks. moms
|
Timepris
|
877 kr.
|
Halve time
|
438,50 kr.
|
Prisen for et affaldstilsyn afhænger af det konkrete tidsforbrug, som dækker både det fysiske besøg på virksomheden, sagsbehandling før og efter og eventuel opfølgning, hvis vi konstaterer, at reglerne for affaldssorteringen ikke er overholdt, samt vores transporttid.
Gebyret for affaldstilsynet opkræves af Gribskov Kommune i november måned.
Baggrund for affaldstilsynet
Miljøstyrelsen indførte fra den 1. januar 2025 en ny lovgivning, der skal styrke tilsynet med virksomhedernes affaldssortering og håndtering af affald. Virksomheder står for 72 % af den samlede affaldsmængde i Danmark, og selvom virksomhederne har pligt til at sortere deres affald, ender meget af det på forbrændingsanlæg.
Derfor skal kommunerne føre tilsyn med, at virksomhederne overholder deres pligt til at sortere deres affald, så mere affald kan blive genanvendt i stedet for at blive brændt.
Læs mere om affaldstilsyn:
Miljøstyrelsens hjemmeside
Miljøstyrelsens guide til affaldstilsyn
Affaldstilsynsbekendtgørelsen