Du kan selv vælge leverandør af hjemmepleje

Du kan selv vælge, hvem der skal levere din hjemmepleje. Herunder finder du en liste over de leverandører, som kommunen har godkendt til at levere personlig pleje og praktisk hjælp i dit hjem. Alle leverandører leverer hjælp efter samme kvalitetskrav.

Godkendte leverandører

I Gribskov Kommune er følgende virksomheder godkendt til at levere personlig pleje og praktisk hjælp:

Leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp:

Cura Pleje

Dansk Omsorgspleje Aps

Helhedsplejen

 

Leverandør af sygepleje:

Helhedsplejen

 

Hvad kan leverandørerne hjælpe med?

De godkendte leverandører kan levere:

  • Personlig pleje – fx bad, påklædning, hjælp til toiletbesøg m.m.
  • Praktisk hjælp – fx rengøring, tøjvask, indkøb m.m.

Alle ydelser bliver visiteret af Visitation og Hjælpemidler, som sammen med dig vurderer dit behov for hjælp.

 

Hjemmesygepleje

Sygeplejen er organiseret i Helhedsplejen, men de private leverandører varetager dele af de sygeplejerettede opgaver, som fx:

  • medicinadministration
  • øjendryp
  • dele af den rehabiliterende indsats

Private leverandører arbejder tæt sammen med Helhedsplejens sygeplejersker, så du ikke får unødigt mange medarbejdere i hjemmet.

 

Tæt samarbejde med de private leverandører

Gribskov Kommune har et godt samarbejde med de private leverandører. Det betyder bl.a., at:

  • kommunen og leverandørerne sammen holder borgerkonferencer, hvor indsatser og behov planlægges
  • der afholdes løbende driftsmøder
  • der deles viden om kvalitet og udvikling
  • leverandørerne i højere grad står for hele teamet omkring borgere i eget hjem

Med den nye ældrelov har private leverandører fået et større ansvar for træning og rehabilitering, og samarbejdet mellem kommune og leverandører er blevet endnu tættere.

 

Hjemmehjælp er gratis for dig – også hos private

Det koster ikke ekstra at vælge en privat leverandør.
Hjemmehjælpen er gratis for dig, uanset om du vælger en kommunal eller privat leverandør.

 

Frit valg – og mulighed for at skifte

Når du bliver visiteret til hjemmepleje, får du information om dine valgmuligheder. Du kan:

  • vælge mellem kommunale og private leverandører
  • skifte leverandør, hvis du ønsker det

Kontakt visitation og hjælpemidler for at skifte leverandør.

 

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl om, hvilken hjælp du kan få, eller ønsker mere information om leverandørerne, er du velkommen til at kontakte Visitationen.

Sådan søger du om at få hjælp

Du kontakter Visitationen på tlf. 72496000

Visitationens telefon er åben 
Mandag: kl. 10-12
Tirsdag: kl. 10-12
Onsdag: Lukket
Torsdag: kl. 10-12 og 13-15
Fredag: kl. 10-12

Hvordan opleves hjemmehjælpen i Gribskov?

Gribskov Kommune har deltaget i en landsdækkende undersøgelse af brugertilfredshed med hjemmehjælp, udarbejdet af Danmarks Statistik for Ældreministeriet.
Undersøgelsen viser, at mange borgere i Gribskov er tilfredse med den hjælp, de modtager. Der er generelt en høj oplevelse af tryghed og respekt i mødet med medarbejderne.

Rapporten giver et indblik i borgernes oplevelser og kan bruges til at styrke kvaliteten af hjemmehjælpen fremover.'

Nøgletal fra undersøgelsen:

  • 75% af borgerne i Gribskov er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen.
  • Den gennemsnitlige tilfredshed i Gribskov er 3,9 ud af 5, tæt på landsgennemsnittet på 4,0.
  • 96% er tilfredse med hjælpen til indkøb, og 83% med personlig pleje.
  • 91% føler sig trygge i hverdagen, og 96% oplever at blive behandlet med respekt.

Læs hele rapporten her