Vær med til at fejre Gribskovs mange frivillige og ildsjæle, når vi endnu en gang afholder Frivillig Fredag. Fejringen foregår den 29. september i ankomsthallen ”Borgertorvet” i det Administrative og Sundhedsfaglige Hus på Østergade 62 i Helsinge.
Måske er der en person, du vil sige særligt tak til, måske er du nysgerrig på de mange fællesskaber og foreninger, du kan blive en del af, eller måske vil du bare mærke den gode stemning og møde kendte eller nye mennesker?
Alle er velkomne til Frivillig Fredag og prisoverrækkelsen til de frivillige, der har gjort en særlig indsats på seniorområdet, frivilligområdet og kulturområdet i det forgangne år.
”De frivillige er utroligt vigtige for mange borgere i kommunen, og de skaber glæde og livskvalitet gennem deres frivillige indsatser. De er engagerede i foreningsliv og fællesskaber, de er mentorer for unge med stress og præstationsangst, de hjælper ældre til mere motion, de skaber arrangementer for ensomme, de våger over døende, de hjælper pressede børnefamilier til en bedre hverdag, de renser strandene eller samler affald. Der er utallige eksempler på store og små gode gerninger og indsatser, og det vil vi endnu gang fejre og hylde. Jeg glæder mig til en god dag i frivillighedens tegn”, udtaler Pia Foght, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse.
”Der er masser af projekter og indsatser for kommunens borgere i dag, som ville være utænkelige uden de utrættelige, frivillige indsatser. Kommunen kan hjælpe med viden og formidling og med at skabe kontakter, men det er de frivillige, der driver indsatsen. Det er dem, der gør en forskel hver dag, rejser penge for deres hjertesag, og som får os politikere til at få øjnene op for de gode tiltag. Vi har meget at takke dem for, og de fortjener hyldest”, fortæller Helle Blomsterberg, næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse.
Det er formandskabet i Kultur, Idræt og Forebyggelse, der præsenterer de nominerede på dagen og står for overrækkelsen af priser til vinderne. Med prisen følger en check på 5.000 kr. som en lille håndsrækning til at fortsætte det gode arbejde.
Årets fejring af de frivillige arrangeres af Gribskov Kommune i samarbejde med Frivilligcenter og Selvhjælp Græsted, Frivilligcenter Helsinge samt Gribskov Kommunes Idrætsråd og Kulturråd.
Program
Kl. 16.30: Fejring af de frivillige, årets nominerede og afsløring af vinderne af seniorprisen, frivilligprisen og kulturprisen
Kl. 18.00: Fællesspisning, hygge, netværk og musikalske indslag i kantinen. Kom sammen med de andre frivillige i din forening eller fællesskab, eller kom alene.
Tilmelding til spisning
Ønsker du at deltage i spisningen koster det 75 kr. pr. person. Det inkluderer hovedret og dessert samt drikkevarer, og kræver tilmelding: Tilmelding til spisning.
Der er tilmeldingsfrist fredag morgen den 22. september. Det er muligt at tilmelde og betale for flere på én gang, f.eks. hvis man melder sig til som forening.
Har du en madintolerance, er vegetar/veganer eller andet – eller har du andre spørgsmål til arrangementet, kan du kontakte frivilligkonsulent Louise Lokesgaard på mail: lloke@gribskov.dk.