Gilleleje Østmolebad gøres vinterklar

Publiceret 27-09-2023

Dele af badeanlægget Gilleleje Østmolebad tages i disse dage ned for vinteren.

For at undgå, at vinterstormene ødelægger Gribskov Kommunes nye badeanlæg Gilleleje Østmolebad, bliver dele af broen i disse dage pillet ned og gemt væk til foråret.
 
Det er normal procedure, da stormene især i vinterhalvåret kan være voldsomme og rive broen i stykker. Allerede 3. august fik vi en forsmag, da en sommerstorm sendte nogle af fagene på broen til havs.
 
Det er stadig muligt at bade ved østmolen. Den gamle del – T-broen – ligger beskyttet for vinden og bliver liggende i vandet hele vinteren.
 
Brodækket på Gilleleje Østmolebad monteres igen til næste år i uge 14-15.