50 tiltag skal gøre Gribskov CO2-neutral og klimarobust inden 2050

Publiceret 01-11-2023

Gribskov Kommune har vedtaget den klimahandleplan, der følger af kommunens indtræden i DK2020-projektet, som næsten alle kommuner i landet er med i. Gribskov Kommune har et mål om, at CO2-udledningen i Gribskov skal reduceres med 80% inden 2030.

Gribskov Kommune har store ambitioner på klimaområdet.

Det er budskabet, hvis man spørger Brian Lyck Jørgensen, som er udvalgsformand for Klima, Teknik og Miljø i Gribskov Kommune, efter at byrådet i oktober godkendte den endelige klimahandleplan, der skal sætte rammen for arbejdet med klimatilpasning og nedbringelse af CO2-udledningen frem mod år 2050.

”Vi har sat et ambitiøst mål. Med klimaplanen har vi nu mange konkrete mål og tiltag, og det er et godt afsæt for den videre fælles indsats. Men vi er også på flere områder allerede godt i gang med den grønne omstilling. Vi har som kommune fået vedtaget nye regulativer på affaldsområdet, som kan bane vejen for mere affaldssortering, og i vores drift og anlægsprojekter har vi fokus på klimatiltag. Senest har vi fået renoveret en længere vejstrækning i Holløse/Vejby med BSM, som er et genbrugsmateriale med lavt CO2-aftryk. Jeg ser frem til flere af den slags løsninger, og jeg ser frem til at gå i dialog med kommunens virksomheder, foreninger og borgere om deres idéer og tiltag, der kan nedbringe CO2-udledningen”, siger Brian Lyck Jørgensen.

Gribskov Kommune er blandt de kommuner, der i 2021 besluttede at igangsætte arbejdet med en klimahandleplan, der skal rumme konkrete mål og indsatser. Dermed skrev man samtidig under på, at planen skulle udarbejdes inden udgangen af 2023. Og den plan er nu klar.

Initiativer skal komme fra flere kanter

Som mange andre kommuner i landet har man en ambition om at være klimarobust og CO2-neutral i 2050, og man har samtidig en målsætning om at nå 80% af målet i 2030.

Skal det lykkes, er det afgørende, at initiativer kommer mange steder fra, og at der er bred opbakning fra borgerne, virksomhederne, boligejerne, foreningerne og de andre aktører, der bor eller arbejder i Gribskov. Kommunens drift tegner sig kun for en brøkdel af udledningerne i Gribskov som helhed, så kommunen kan ikke nå målet alene. Og den store opbakning indtil videre giver grund til optimisme, fortæller Brian Lyck Jørgensen:

”Allerede i den tidlige fase af inddragelsesprocessen har der været stor opbakning, så det har jeg tiltro til fortsætter. Borgere, virksomheder, foreninger, institutioner med flere har været inviteret med i tilblivelsen af klimaplanen, og dem, der har været med, har hver især sat deres aftryk og bidraget positivt. Jeg oplever, at der er taget et fælles ejerskab for planen, hvor kommunen blot er en af mange stemmer. Og det er et rigtig godt udgangspunkt.”

50 tiltag

Klimaplanen sætter retning for, hvordan Gribskov Kommune sikrer en grønnere fremtid. Klimaplanen indeholder mål og delmål både for CO2-reduktion og klimatilpasning og sætter retning for, hvordan Gribskov med 50 konkrete tiltag indfrier målsætningen. Formand for Planudvalget Bo Jul sætter ord på nogle af de større opgaver, der venter:

”Med klimahandleplanerne sørger alle kommuner i Danmark nu for, at vi som lokale demokratier tager vores del af ansvaret. Vi er et af de få lande i verden, hvor den slags sker. Planen for Gribskov rummer tiltag, der sikrer, at vi kan tilpasse os de klimaforandringer, som allerede er her, og som vi må forvente vil fortsætte. Mange af planens tiltag er i gang eller på vej, og jeg glæder mig til de konkrete beslutninger, vi i planudvalget og byrådet kan tage i de kommende år. Et vigtigt element er vores byudvikling, der skal forberede os til at kunne håndtere mere regnvand. Og vores kyststrækning skal beskyttes mod højere vandstand, stormflod og kraftigt vejr, som vil ramme os med mellemrum.”

Find hele klimahandleplanen her.