Årets vinder af Naturprisen har bekæmpet invasiv plante ved Smidstrup Strand

Publiceret 12-10-2023

Rie Esper Larsen modtager årets Naturpris for at gå forrest i en frivillig indsats, hvor over 5.000 m2 er blevet ryddet for den invasive plante "rynket rose", der truer eksistensen for andre planter og dyr i området.

Vinder af Naturprisen Rie Esper Larsen gratuleres af formand for Klima, Teknik og Miljø Brian Lyck Jørgensen og næstformand Morten Dahlberg.

Vinderen af Naturprisen 2023 blev afsløret den 11. oktober ved en lille ceremoni og overrækkelse i byrådssalen ved formandsskabet for Udvalget for Klima, Teknik og Miljø.

Vinderen hedder Rie Esper Larsen, der står bag en stor frivillig indsats for at bekæmpe den invasive plante rynket rose / hybenrose ved Smidstrup Strands Overdrev. De frivillige har ved håndkraft rykket de invasive planter op med roden, så levevilkårene for andre planter og dyr i området er blevet forbedret.

En af de arter, der bliver trængt af hybenrosen, er sommerfuglen, som nu kan se frem til bedre vilkår for at leve og formere sig, hvilket er en stor gevinst for biodiversiteten.

Rie Esper Larsens og de andre frivilliges bidrag medvirker dermed til at beskytte vores lokale flora og fauna og til at skabe en mere bæredygtig fremtid for vores Grønne Gribskov.

Naturprisen i Gribskov Kommune gives for en ekstraordinær indsats for naturen. Den uddeles en gang om året til enkeltpersoner, organisationer, foreninger, virksomheder eller selskaber, der har bidraget positivt til biodiversiteten i Gribskov Kommune. Vinderen udpeges af Udvalget for Klima, Teknik og Miljø. Prisen inkluderer - udover anerkendelsen - 10.000 kr. som hjælp til at videreføre det gode arbejde med naturprojektet.