Medbenyttelse af vandløb

Hvis du vil aflede vand fra din ejendom til et eksisterende dræn eller vandløb, kræver det en medbenyttertilladelse. Tilladelsen er med til at sikre, at der er kapacitet nok i vandløbet, og at der tages højde for fremtidigt vedligehold og økonomi.

Hvad er medbenyttelse af vandløb?

Medbenyttelse af et vandløb er enhver ny tilslutning af dræn eller spilde-/regnvandsledninger til eksisterende vandløb på anden mands jord, som er anlagt til særlige formål, dvs. rørlagte vandløb, drænledninger og kanaler. Medbenyttelse kræver en udtalelse fra vandløbssystemets ejere samt vandløbsmyndighedens (Gribskov Kommune) godkendelse. Det er i sidste ende op til vandløbsmyndigheden at træffe afgørelse om tilladelse til medbenyttelse. Kommunen kan godkende medbenyttelsen, hvis det vurderes, at de hydrauliske og miljømæssige forhold er i orden. Vurderingen sker på baggrund af en ansøgning.

Hvorfor skal man søge om tilladelse til medbenyttelse?

Medbenyttelse kræver vandløbsmyndighedens tilladelse ifølge vandløbslovens §63. Et vandløb/rørledning er dimensioneret efter de tilslutninger, der var på anlægstidspunktet, og der er således ikke nødvendigvis ledig kapacitet. Derfor skal man have tilladelse til at tilslutte sig et eksisterende system, så det sikres, at det er plads til det vand, man ønsker at lede til. En medbenyttelse er i princippet køb af ledig kapacitet i systemet. Etableringen og vedligeholdelse af eksisterende rørlagte vandløb og dræn i systemet er allerede betalt af øvrige parter og naboer. Derfor skal de bredejere, der allerede har betalt og skal vedligeholde strækningen nedstrøms godkende medbenyttelsen. Der skal i godkendelsen af medbenyttelsen vedtages en fordeling af de udgifter, som måtte komme for fremtidige anlægsarbejder og vedligeholdelse. Tilslutning uden tilladelse kan medføre erstatningspligt for skader på omkringliggende ejendomme forårsaget af manglende afstrømningskapacitet.

Hvordan søger man om tilladelse til medbenyttelse?

Ansøger indhenter selv naboerklæringer (udtalelser) hos berørte naboer (ejere af de rør eller drænledninger, hvortil der sker tilslutning samt bredejere, der ligger nedstrøms tilslutningen). Ansøger indhenter dokumentation i form af en teknisk redegørelse for den hydrauliske kapacitet i det system (kanal/dræn/rørlagt vandløb), hvor tilslutningen sker. Ansøger sender udfyldt ansøgningsskema med kortbilag og naboerklæringer til vandløbsmyndigheden i Gribskov Kommune. Ansøger indhenter selv øvrige nødvendige tilladelser f.eks. udledningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven og evt. byggetilladelse hos Gribskov Kommune.

Ansøgningsskema og naboerklæring om medbenyttelse ligger som skabeloner her

 Ansøgning om medbenytteret

 Skabelon til naboerklæring

 Hvem skal man indhente naboerklæringer fra?

Man skal indhente naboerklæringer fra bredejere fra hvor man ønsker at tilslutte og så langt nedstrøms strækningen, til der er en hydraulisk robust recipient. Det er typisk der, hvor vandløbet udvider dimension, eller hvor en rørlagt strækning bliver åben. Hvis ansøger er i tvivl om dette punkt, så kan vandløbsmyndigheden fastsætte det.

En ansøgning skal indeholde:

Udfyldt ansøgningsskema med formål og begrundelse for projektet

  • En teknisk redegørelse af projektet (se krav nedenfor)
  • En liste over ejendomme som projektet omfatter/påvirker (grundejere og brugere)
  • En eventuel fordeling af anlægsudgifter
  • En eventuel fordeling af udgifter til fremtidig vedligeholdelse
  • Eventuelle vilkår for medbenytterret
  • En tidsplan for udførelse
  • Et oversigtskort over hele strækningen
  • Et detailkort
  • Udtalelse fra samtlige ejere i systemet (naboerklæringer)

Krav til den tekniske redegørelse

Den tekniske redegørelse skal beskrive de hydrauliske og miljømæssige påvirkninger, som medbenyttelsen vil få på vandsystemet. Derfor skal den forholde sig til kapaciteten i dræn-/kanal-/rørsystemet nedstrøms tilkoblingen og eventuelle påvirkninger opstrøms tilslutningen.
Den tekniske redegørelse kan udarbejdes af ansøger selv eller af en rådgiver. Eventuelle tekniske undersøgelser i marken skal udføres af ansøger, eventuelt ved brug af en rådgiver.
Følgende oplysninger skal fremgå af redegørelsen:

• Oplandsareal
• Rørtype
• Rørdiameter
• Fald
• Brønde
• Rørenes alder
• Rørenes tilstand
• Rørenes forventede resterende levetid
• Hydrauliske og miljømæssige påvirkninger som følge af tilslutningen
• Andet

Hvad sker der, når Gribskov kommune har modtaget ansøgningen om godkendelse af medbenyttelse?

• Vi vurderer, om det fremsendte materiale er fyldestgørende. Hvis ikke, vil vi bede dig om at fremskaffe yderligere oplysninger.
• Vi vurderer på baggrund af den tekniske redegørelse, om medbenyttelsen vil have væsentlig indflydelse på vandløbets afstrømnings- og miljømæssige forhold.
• Vi tjekker, at berørte naboer og ejere har fået mulighed for at udtale sig om medbenyttelsen.

Hvis ovenstående er i orden, godkender vi projektet med vilkår

• Projektet annonceres offentligt med en 4 ugers klagefrist.
• Tilslutningen kan først igangsættes efter klagefristens udløb, hvis der ikke er indkommet klager.
• Gribskov kommunes afgørelse om det økonomiske spørgsmål kan inden 4 uger efter den er meddelt parterne, forlanges indbragt for Taksationsmyndighederne.

Hvis ovenstående ikke er i orden, godkender vi ikke projektet

  • Der må ikke ændres vandskel for nogen del af vandløbssystemet.
  • Vandstanden må ikke opstemmes eller hæves hverken permanent eller periodisk.
  • Opstrøms bredejeres afstrømning må ikke påvirkes negativt.
  • Der må ikke plantes træer så tæt ved vandløbet, at rørledningen kan blive stoppet af rødder.