Hvis du ejer eller driver jord i et Natura 2000-område, skal du være opmærksom på, at visse ændringer skal anmeldes, inden du går i gang, også selv om aktiviteten normalt ikke kræver en tilladelse. Formålet er at sikre, at ændringen ikke skader de naturtyper og arter, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte.
Det kan blandt andet gælde:
- tilplantning med skov, juletræer, energiafgrøder eller levende hegn i fuglebeskyttelsesområder
- rydning eller ændring af løvskov
- ændringer af mindre søer, moser, enge, overdrev og andre naturområder, som ikke allerede er beskyttet efter § 3
- opdyrkning af vedvarende græsarealer i fuglebeskyttelsesområder
- større ændringer i græsning eller høslæt
- visse nye veje, driftsanlæg eller aktiviteter, der kan medføre væsentlige forstyrrelser.
For arealer, der ikke er skovbevoksede fredskovsarealer, skal anmeldelsen sendes til Gribskov Kommune.
For skovbevoksede fredskovsarealer skal anmeldelsen i stedet ske til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø efter skovlovens regler.
Hvis aktiviteten allerede kræver en tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning, fx naturbeskyttelseslovens § 3, skal den som udgangspunkt ikke anmeldes særskilt efter denne ordning.
Se hvilke aktiviteter der skal anmeldes