Børn og unge med funktionsnedsættelse

Hvis dit barn har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse er der forskellige muligheder for hjælp fra kommunen.

Hvis det er første gang, du vil i kontakt med kommunen vedrørende dit barns funktionsnedsættelse - eller hvis du er i tvivl om, hvem du skal kontakte - kan du kontakte vores åbne, anonyme rådgivning. Du kan læse mere om åben, anonym rådgivning og åbningstider her.

Familievejlederordningen

Når Gribskov Kommune får viden om, at dit barn har fået konstateret nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, vil vi vurdere, om dit barn er omfattet af målgruppen for kapitel 8 i barnets lov. Målgruppen er børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Hvis dit barn er omfattet af målgruppen, bliver du inviteret til en samtale med en familievejleder. Samtalen vil typisk foregå i dit hjem.

Ved samtalen får I informationer om

  • De lovgivningsmæssige muligheder og familiens rettigheder på tværs af sektorer
  • Gribskov Kommunes tilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
  • Relevante videnscentre og handicaporganisationer.

Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvilken hjælp I skal tilbydes. Samtalen med familievejlederen er kun vejledning.

Familievejlederordningen er et frivilligt tilbud. 

Hvis vi ikke har fået kendskab til barnets funktionsnedsættelse, eller du er i tvivl om, om vi har fået besked, er du altid velkommen til at kontakte os. Skriv til os via digital post eller ring på 72 49 60 00.

Støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse og deres familier

På borger.dk kan du læse mere om de forskellige former for støtte, du kan ansøge om. Her kan du også sende selve ansøgningen. 

Børn med handicap (borger.dk)

Når du har ansøgt vil du blive kontaktet af en sagsbehandler fra Gribskov Kommune.

Hvis du ansøger om tabt arbejdsfortjeneste eller kompensationsydelse vil du blive bedt om at udfylde en formular med nogle oplysninger om dit barns funktionsniveau. Du skal kun udfylde formularen, hvis vi har bedt dig om det. Find formularen her:  

Beskrivelse af funktionsevne ved ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste og kompensationsydelse

Viden om psykiske lidelser hos børn og unge

Hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center under Region Hovedstaden kan du finde informationsmateriale om diagnoserne ADHD og ADD, angst, autisme, depression, OCD, selvskade og spiseforstyrrelser. Der er både film, uddybende oplæg, tips og tricks og materiale til at printe.  

Viden om - Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center

Kvalitetsstandard for afløsning og aflastning

Her kan du finde Gribskov Kommunes kvalitetsstandard for afløsning og aflastning til forældre eller nære pårørende til børn og unge med funktionsnedsættelse. I kvalitetsstandarden kan du for eksempel læse om, hvem der kan få afløsning og aflastning, og om vores serviceniveau i Gribskov Kommune.

Kvalitetsstandard afløsning og aflastning på børneområdet

Kontakt

Center for Sociale Indsatser

Har I brug for en solsikkesnor?

Gribskov Kommune støtter Solsikkeprogrammet, og solsikkesnoren udleveres gratis på kommunens tre bemandede biblioteker: I Græsted, Gilleleje og Helsinge.

Alle kan få en solsikkesnor, uanset om det er til én selv eller en bekendt.

Læs mere om solsikkesnoren her: Du kan gøre det usynlige synligt