Abstinensbehandling

Hvis du har drukket store mængder alkohol over en længere periode kan du udvikle abstinenser. Det er vigtigt, at du ikke stopper med at drikke fra den ene dag til den anden, hvis du har udviklet en afhængighed af alkohol. Abstinenser kan vise sig ved, at du ryster, sveder, du kan opleve angst og få krampeanfald.

Abstinenssymptomper skal behandles med medicin som kræver en lægeordination.

Inden du starter i abstinensbehandling, har du en samtale med en læge, som vurderer, hvad behovet er, og hvordan det skal forløbe. En abstinensbehandling foregår typisk over otte til ti dage alt efter din situation.

Når der ikke er læge i Rusmiddelcenter Gribskov, kan du få hjælp hos de fleste andre behandlingssteder, som selv står for afrusning og abstinensbehandling. Det kan eksempelvis være Psykiatrisk Skadestue.

Du må ikke køre bil under og 14 dages efter en abstinensbehandling.

Medicinsk  behandling

Når du starter i alkoholbehandling, vil du få tilbudt en lægesamtale hvis du har behov for det. Her informeres du om mulighederne for medicinsk behandling og behandlingsforløbet.

Her er nogle af de medikamenter, der bruges i behandlingen af alkoholmisbrug.

Disulfiram (Antabus®)

Disulfiram kan motivere dig til at stoppe med at drikke, da det er farligt at drikke mens man er på antabus. Det er altså ikke et middel mod drikketrang eller behandling i sig selv, men derimod et medikament, der på grund af bivirkninger ved fortsat alkoholforbrug virker motiverende for nogle mennesker for en periode. Behandlingen med AB bør altid kombineres med rådgivnings- eller behandlingssamtaler.

Acamprosat (Campral®)

Acamprosat kan nedsætte trangen til alkohol, og dermed mindske risikoen for tilbagefald. Behandlingen med Acamprosat bør altid kombineres med rådgivnings- eller behandlingssamtaler.

Acamprosat virker ikke trangsnedsættende med det samme – du skal tage Acamprosat i ca. 7 dage, før der kan være en trangsnedsættende virkning. Du vil få udleveret til 30 dage herefter skal du selv hente på apoteket.

Naltrexone

Naltrexone kan nedsætte trangen til alkohol og dermed mindske risikoen for tilbagefald. Behandlingen med Naltrexone bør altid kombineres med rådgivnings- eller behandlingssamtaler.

Naltrexone nedsætter ikke trangen med det samme – du skal tage Naltrexone i ca. 14 dage, før der kan være en effekt af behandlingen. Du vil få udleveret til 30 dage herefter skal du selv hente på apoteket.

Chlordiazepoxid (Risolid®)

Alkoholabstinenser kan medføre psykisk og fysisk ubehag – og kan i nogle tilfælde udvikle sig alvorligt og livstruende. Abstinensbehandling med Risolid kan afhjælpe dette. Chlordiazepoxid virker dæmpende og lindrende på det ubehag og de symptomer, man oplever under alkoholabstinenser, fordi Chlordiazepoxid virker på de samme receptorer i hjernen som alkohol. Af samme grund må du IKKE indtage alkohol, når du er i behandling med Chlordiazepoxid.

 

Lægesamtaler

Når du starter i alkoholbehandling, vil du få tilbudt en lægesamtale hvis du har behov for det. Her informeres du om mulighederne for medicinsk behandling for alkoholmisbrug og behandlingsforløbet.

Når der ikke er læge i Rusmiddelcenter Gribskov, kan du få hjælp hos de fleste andre behandlingssteder, som selv står for afrusning og abstinensbehandling. Det kan eksempelvis være Psykiatrisk Skadestue. Eller man kan henvende sig hos egen læge.

Når du er i behandling via centrets lægekonsulent, vil du blive indkaldt til opfølgende lægesamtale hver 3. måned.

Gruppe – og individuel behandling

I Rusmiddelcentret tilbyder vi både gruppebehandling og individuelle samtaler.

Udgangspunktet vil være, at du skal deltage i gruppe. Behandlerne har altid et oplæg med til gruppen, som vi tager udgangspunkt i. Der vil også være opgaver/hjemmeopgaver. For det primære gruppeforløb har vi følgende oplæg:

  • Afhængighedens cyklus/ Tilbagefaldsspiralen
  • Selvværd/selvtillid – livets træ
  • Benægtelse – blinde vinkler
  • At bede om – og tage imod hjælp
  • Følelsesregulering
  • Roller i familien
  • Risikosituationer
  • Relationer/identitet
  • Vores grundfølelser
  • Ansvar for eget liv

 Vi har forskellige gruppetilbud alt afhængigt af din situation:

Afklarende gruppe en gang ugtl. i 4 uger

Motiverende gruppe en gang ugtl. i 8 uger

Primær gruppe en gang ugtl. i 10 uger

Efterbehandlingsgruppe hver 4. uge 4 gange

Under forløbet med gruppebehandling vil du skulle have samtaler med din faste behandler hvor der udarbejdes kortlægning og behandlingsplan.

Din behandler kan vurdere, at du skal have Individuelle samtaler. Indholdet og forløbet i samtalerne vil komme til at fremgå af din behandlingsplan.

Emnerne i de individuelle samtaler vil indholdsmæssigt læne sig op ad indholdet i gruppebehandlingen men med udgangspunkt i din aktuelle situation. Typisk vil vi have fokus på motivation og på at øge din bevidsthed om dig selv, dine værdier, dine valg og dine prioriteringer. Vi anvender evidensbaserede metoder i vores behandling.