Hvis du ser en rotte eller tegn på rotter, skal du anmelde det til Gribskov Kommune og vores samarbejdspartner Anticimex. Det foregår via RotteWeb og du kan anmelde døgnet rundt.
Anmeld rotter eller mistanke om rotter
Når vi har modtaget din anmeldelse besøger kommunens rottebekæmper ejendommen for at finde årsagen, opsætte fælder og evt. udlægge gift. Hvis du har rotter indendørs kommer rottebekæmperen senest næste dag. Hvis de er udendørs kommer bekæmperen indenfor 5 dage.
Hvis der er brud eller andre fejl og mangler ved det private kloaksystem, er det grundejerens pligt at reparere kloakken og holde ejendommen ren. Til gengæld er det kommunens pligt at sørge for en effektiv bekæmpelse af rotter.
Tilsynspligtige ejendomme
I perioden fra oktober til og med februar vil tilsynspligtige ejendomme få besøg af kommunens rottebekæmper. Kommunens rottebekæmper er forpligtet til at gennemgå ejendommen - også hvis der ikke træffes nogen hjemme. Rottebekæmperen skal én gang årligt lave en gennemgang af ejendommens udendørs arealer med henblik på at konstatere, om der er spor efter rotter. De tilsynspligtige ejendomme er erhvervsejendomme med dyrehold, primærproduktion af fødevarer og foder til dyr, opbevaring af foderstoffer til dyr eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til produktion af fødevarer til mennesker. I byzoneområder i øvrigt sker bekæmpelsen kun, hvis man anmelder rotter. Det samme gælder sommerhusområder.
Privat rottebekæmpelse
Ejere af erhvervsejendomme, som selv ønsker at udføre rottebekæmpelse, skal gennemføre et 1-dages kursus for at opnå en såkaldt R2-autorisation til at anvende rottegift. Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside her. Den private bekæmpelse med R2-autorisation skal følge gældende lovgivning og regler, herunder bestemmelser kommunens handlingsplan (se nedenfor).