Gribskov rykker frem i årets erhvervsklimamåling

Publiceret 04-09-2025

Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet i landets kommuner er netop publiceret. Gribskov Kommune går frem med 8 pladser.

Dansk Industris årlige undersøgelse af det danske erhvervsklima viser i år fremgang for Gribskov Kommune, som er steget fra plads 90 til plads 82. Kommunen befinder sig altså stadig i den tungere ende, men har oplevet en fremgang på 8 pladser.

Den nye placering kan tilskrives et øget fokus på transport og klimatiltag, der gavner virksomhederne. For eksempel har Gribskov Kommune opnået en 2. plads, når det gælder ”Investering i det kommunale vejnet”. Det er blandt andet den nye Kystvejen mellem Græsted og Gilleleje, der kan aflæses positivt i tallene.

Gribskov Kommune klarer sig bedst indenfor kategorierne Infrastruktur & Energi og Kommunal Administration. I disse kategorier er kommunen placeret højere end sine nabokommuner i Nordsjælland.

Behov for fokus på uddannelse og arbejdskraft

Årets måling peger samtidig på udfordringer.

Indenfor kategorien Uddannelse og arbejdskraft er Gribskov placeret som nr. 87. Det skyldes bl.a. lave placeringer indenfor områderne ”trivslen hos kommunens folkeskoleelever”, ”antal fuldtidsbeskæftigede” og ”kommunens tiltag for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.” Den faktiske andel af elever, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, placerer dog kommunen på en 35. plads.

Udvalget for Erhverv og Oplevelsesøkonomi I Gribskov Kommune glæder sig over fremgangen - og finder samtidigt, at der er behov for fokus på dialog med virksomhederne samt på indsatser, der styrker uddannelse og adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Ny forening kan styrke resultaterne i fremtiden

Udvalget for Erhverv og Oplevelsesøkonomi håber yderligere, at den nye forening ved navn Gribskov Erhverv og Turisme kan være med til at forbedre kommunens placeringer i fremtidige målinger.

Foreningen Gribskov Erhverv og Turisme er netop blevet etableret med støtte fra Byrådet og et stort arbejde fra kommunens frivillige erhvervsråd.

Foreningen skal sikre et godt samarbejde med erhvervslivet i kommunen, og er netop nu ved at ansætte sin første medarbejder, der skal arbejde med netværk samt vejledning til den indsats, som tilbydes fra kommunen, VisitNordsjælland og Erhvervshus Hovedstaden.

Mere info

Fakta om undersøgelsen

  • Samlet placering: nr. 82 (mod nr. 90 i 2024)
  • Antal svar: 58 virksomheder (mod 45 i 2024)
  • Antal svar på landsplan: 7.514 virksomheder
  • Metode: Fire kategorier, som vægter 25% hver

Kategoriplaceringer i Gribskov 2025:

  • Overordnet Erhvervsvenlighed og Dialog: nr. 81
  • Infrastruktur og Energi: nr. 62
  • Uddannelse og Arbejdskraft: nr. 87
  • Kommunal Administration: nr. 57

Undersøgelsen opgøres i år på en ny måde, da Dansk Industri har skåret antallet af kategorier ned fra ti til fire. Derfor kan der ikke direkte sammenlignes med placeringerne i sidste års måling.

I år indgår 91 kommuner i undersøgelsen.

Undersøgelsen er besvaret af 58 virksomheder, hvilket svarer til 13 % af den private beskæftigelse i kommunen.

Læs mere om undersøgelsen her.

Læs mere om Gribskov Erhverv og Turisme her.