Du er blevet ledig og er ikke medlem af en a-kasse

Følg vejledningen trin-for-trin herunder for at søge kontanthjælp.

Bemærk! Du skal ikke følge denne trin-for-trin-guide:

  • Hvis du er medlem af en a-kasse, da din a-kasse automatisk indkalder dig til samtale, når du har meldt dig ledig på jobnet. 
  • Hvis du er flygtning eller familiesammenført, da din sagsbehandler automatisk indkalder dig til samtale.

Trin-for-trin beskrivelse

Du skal melde dig ledig på jobnet.dk den første dag, du står uden arbejde. Husk at have dit MitID klar. 

Når du har tilmeldt dig, modtager du et kvitteringsbrev fra Jobnet som bekræftelse på din registrering. 

Bemærk! Du skal IKKE møde personligt op på din første ledighedsdag i Gribskov Kommune, selvom der står dette i kvitteringsbrevet. I stedet skal du kontakte os via en formular. Se næste trin.  

Hvis du ønsker råd og vejledning, men ikke vil registreres som ledig, kan du gå direkte til trin 2. 

Når du har meldt dig ledig, bliver du indkaldt til en samtale hos os. 

For at vi kan vejlede dig korrekt, skal vi kende dit uddannelsesniveau. Derfor skal du uploade dine uddannelsespapirer, når du udfylder formularen.  

Det skal du gøre: 

1. Udfyld formularen 

  • Hav eventuelle uddannelsespapirer klar til upload. 

  • Du modtager et indkaldelsesbrev i din digitale postkasse senest et par dage efter. 

OBS! Hvis du ikke har modtaget et indkaldelsesbrev inden for 3 hverdage, skal du kontakte Callcenteret på telefon 7249 6000. 

2. Forbered dig til samtalen 

Vi anbefaler, at du: 

  • Gennemgår den digitale vejledning, som du automatisk får tilsendt. 

  • Udfylder forberedelsesskemaet på jobnet.dk. 

  • Opretter eller opdaterer dit CV på Jobnet. 

  • Husk at oplyse til samtalen, om du er fritaget for Digital Post.  

Første samtale

Du skal møde til en samtale hos os. Samtalen varer cirka 30 minutter. 

Du skal møde op på Borgertorvet, Østergade 62, 3200 Helsinge. Her bliver du hentet af en medarbejder. 

Husk at forberede dig inden samtalen. Se vejledningen i forrige trin. 

Hvis du er forhindret

Hvis du er forhindret i at møde op til den første samtale, skal du kontakte Callcenteret på telefon nr. 72496000. Hvis du ikke møder op eller melder afbud, afslutter vi din sag og afmelder dig som ledig på Jobnet. Hvis du alligevel ønsker at søge hjælp, skal du gå tilbage til trin 1.

Hvordan får du økonomisk hjælp til forsørgelse?

Når du har deltaget i din første jobsamtale (visitationssamtalen), får du adgang til at søge økonomisk hjælp. 

Du modtager et link til ansøgningen. Linket finder du i Min Planjobnet.dk.

Krav til dig, der modtager offentlig forsørgelse

Når du modtager offentlig forsørgelse, skal du som udgangspunkt stå til rådighed for job eller uddannelse. Det kan blandt andet betyde, at du skal: 

  • Tilmelde dig som jobsøgende på jobnet.dk

  • Deltage i tilbud, der kan hjælpe dig i job eller uddannelse 

  • Søge relevante job og registrere dine ansøgninger på Jobnet 

  • oprette og vedligeholde dit CV på Jobnet 

  • Møde til samtaler og aktiviteter, som du bliver indkaldt til 

Hvad gør vi?

  • Hvis du er ledig, og har brug for hjælpe til at finde arbejde, hjælper vi med at skabe match mellem dig og de ledige stillinger vi har kendskab til. 
  • Hvis du har brug for hjælp til at opnå eller fastholde et job, og du måske har begrænsninger i arbejdsevnen, hjælper vi dig med en individuel og målrettet beskæftigelsesrettet indsats, så du kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet og blive helt eller delvist selvforsørget.
  • Hvis du er ung og ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, hjælper vi dig med en individuel og målrettet indsats, så du kan gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på almindelige vilkår. 

Få overblik over hvad der er vigtigt at vide hvis du bliver ledig

Din ydelse afhænger af din alder, uddannelsesniveau, civilstand mm.

Gennemgå guiden "Hvis du bliver ledig" på borger.dk, som giver dig et overblik over, hvad der er vigtigt at vide, hvis du bliver ledig.

Mindre intensiv indsats

Som udgangspunkt skal du stå til rådighed som ledig og deltage i samtaler samt søge job.

Du kan blive fritaget, hvis du kan dokumentere, at du: 

  • Skal begynde på en erhvervsrettet eller videregående uddannelse inden for 6 uger
  • Starter i job eller fleksjob inden for 6 uger
  • Skal på barsel eller pension
  • Er hjemsendt på grund af vejrlig eller materialemangel
  • Er omfattet af en arbejdsfordeling
  • Skal begynde på en erhvervsrettet uddannelse inden for 6 uger

Her kan du sende dokumentation for, at du bør fritages for at stå til rådighed

Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt reglerne gælder for dig.