Hvis du bliver syg, kan du have ret til sygedagpenge.
I nedenstående kan du finde en række informationer om hvad du skal gøre når du bliver syg.
Til dig som har en arbejdsgiver
Hvilke regler gælder?
- Du finder alt om sygedagpenge, din sygemelding og raskmelding på borger.dk
- Det er din arbejdsgiver som indberetter dit sygefravær.
- Du modtager et underretningsbrev og et oplysningsskema som Digital Post, som du skal udfylde elektronisk på Mit Sygefravær.
Hvis du har et forudsigeligt forløb:
Hvis du har en arbejdsgiver og forventer at blive raskmeldt inden for 26 uger regnet fra din første sygedag, vil dit forløb være forudsigeligt. Hvis du ønsker det, har du ret til en opfølgningssamtale. Sygedagpengeteamets Visitation og Ydelse kan desuden kontakte dig ved behov, for eksempel i forbindelse med vurdering af din uarbejdsdygtighed eller ved revurdering af din ret til sygedagpenge. Du og din arbejdsgiver aftaler selv planen for din tilbagevenden til arbejdspladsen. Det omfatter blandt andet:
- Hvor mange timer du skal arbejde,
- Hvilke arbejdsopgaver du skal varetage,
- Hvordan og hvornår arbejdstiden gradvist skal øges.
Du er velkommen til at sende optrapningsplanen til Sygedagpengeteamets Visitation og Ydelse. Det er vigtigt, at du kontakter teamet, hvis planen for din tilbagevenden ikke forløber som forventet.
Hvis du ikke har et forudsigeligt sygeforløb
Hvis dit sygeforløb ikke er forudsigeligt, og det er usikkert, om du bliver raskmeldt inden for 26 uger, får du en fast sagsbehandler i sygedagpengeteamet. Du bliver indkaldt til en opfølgningssamtale senest 8 uger efter din første sygedag. Derefter tilpasses opfølgningen løbende efter dit behov med udgangspunkt i dit helbred, din behandling og din arbejdssituation.
Løn under sygdom
- Får du løn under sygdom, kan din arbejdsgiver få refusion fra kommunen for de timer, du ikke arbejder på grund af sygdom, når fraværet overstiger 4 timer om ugen. Ansøgningen sker via NemRefusion. Ved delvis raskmelding eller gradvis tilbagevenden til arbejde, skal arbejdsgiveren anmelde det elektronisk til kommunen via NemRefusion.
- Får du ikke løn under sygdom, kan du i stedet få sygedagpenge fra kommunen for de timer, hvor du er sygemeldt og ikke modtager løn.
Til dig som er selvstændig
Hvilke regler gælder?
- Du finder alt om sygedagpenge, din sygemelding og raskmelding på borger.dk
- Du skal anmelde sygdom og søge refusion via NemRefusion
- Du har mulighed for at kontakte fastholdelseskonsulenten, hvis du har kronisk sygdom der påvirker din evne til at arbejde. Fastholdelseskonsulenten kan vejlede om reglerne for tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende. Læs mere og find kontaktoplysninger til fastholdelseskonsulenten her.
Til dig som er ledig
Hvilke regler gælder?
- Du finder alt om sygedagpenge, din sygemelding og raskmelding på borger.dk
- Du modtager et underretningsbrev og et oplysningsskema som Digital Post, som du skal udfylde elektronisk på Mit Sygefravær.
- Du modtager først sygedagpenge, når Gribskov Kommune har modtaget anmodningen om sygedagpenge.
Hvilke dage udbetales sygedagpenge?
Sygedagpenge udbetales som udgangspunkt den sidste torsdag i hver måned.
Der udbetaltes ikke sygedagpenge for søndage og helligdage, herunder disse:
- Skærtorsdag
- Langfredag
- 2. Påskedag
- Kristi Himmelfartsdag
- 2. Pinsedag
- 1. Juledag
- 2. Juledag
- Nytårsdag
§ 56-aftale
Har du en langvarig eller kronisk sygdom, som giver dig øget risiko for sygefravær, kan du og din arbejdsgiver indgå en § 56-aftale.
Der findes to typer aftaler:
- Almindelig § 56-aftale: Kan bruges, når din sygdom forventes at medføre mindst 10 sygefraværsdage om året.
- Midlertidig § 56-aftale: Kan bruges ved planlagte indlæggelser eller behandlinger, som medfører fravær fra arbejdet.
Værd at vide
- Aftalen skal godkendes af din bopælskommune.
- Kommunen indhenter og betaler en nødvendig lægeerklæring.
- Skifter du job, skal der laves en ny aftale.
- Din arbejdsgiver udbetaler sygedagpenge eller løn under dit fravær og kan søge refusion hos kommunen.
§ 58a-aftale
Er du selvstændig og har en langvarig eller kronisk sygdom, som giver øget risiko for sygefravær, kan du søge om en § 58a-aftale med kommunen. Aftalen kan give dig ret til sygedagpenge fra kommunen allerede i de første 2 uger af en sygeperiode.
Betingelser
- Du skal være selvstændig og ikke have tegnet sygedagpengeforsikring efter § 45.
- Din sygdom skal være langvarig eller kronisk og forventes at medføre mindst 10 sygefraværsdage om året.
- Aftalen skal godkendes af kommunen.
Værd at vide
- Kommunen kan indhente en lægeerklæring for at vurdere, om betingelserne er opfyldt.
- Aftalen kan godkendes for op til 2 år ad gangen og gælder kun fravær, der skyldes den lidelse, aftalen omfatter.
- Aftalen kan fornyes, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.
Læs mere og ansøg om en § 58a-aftale på borger.dk.
Center for Beskæftigelse og Social
Østergade 62
3200 Helsinge
Telefon nr. 7249 6000
