Oplev Heatherhill
Heatherhill er et åbent og kuperet naturområde direkte ud til Kattegat. Landskabet er formet under den sidste istid og rummer både bakker, kystskrænter, hede, overdrev og vådere naturområder.
Her vokser blandt andet lyng, revling, ene og en lang række blomstrende planter. Heatherhill er et af de få tilbageværende større hede- og overdrevsområder i regionen og har længe været kendt for sine store botaniske værdier.
Fra blandt andet Studebjerg og Musehøj kan du opleve den vide udsigt over landskabet og Kattegat.
![]() |
Et særligt sted for sommerfugle
Heatherhill er stadig et meget artsrigt område for sommerfugle. Ved en omfattende undersøgelse i 2025 blev der registreret 28 arter.
Blandt de mere sjældne arter havde okkergul pletvinge en stor bestand, mens blandt andet argusblåfugl, foranderlig blåfugl, grøn køllesværmer, dukatsommerfugl og pimpinellekøllesværmer også så ud til at have forholdsvis gode bestande. Brunlig perlemorsommerfugl, grøn busksommerfugl og rødplettet blåfugl blev derimod kun fundet i mindre antal og vurderes derfor som mere sårbare.
Flere sommerfuglearter er gennem de seneste årtier forsvundet fra Heatherhill. Derfor arbejder Gribskov Kommune med at forbedre levevilkårene for de arter, der fortsat findes i området.
![]() |
![]() |
| okkergul pletvinge på almindelig kongepen | seksplettet køllesværmer på aks-ærenpris |
Ny viden om naturen på Heatherhill
Gribskov Kommune fik i 2025 gennemført en samlet undersøgelse af naturværdierne og den hidtidige naturpleje på Heatherhill og Studebjerg. Rapporten er udarbejdet af Natur360 og udgivet i 2026. Den samler blandt andet nyere viden om planter, sommerfugle, andre insekter, markfirben og områdets driftshistorie og kommer med anbefalinger til den fremtidige naturpleje.
Læs Heatherhill – Naturfaglig opsamling 2025
Et vingeslag for Heatherhill
Projektet Et vingeslag for Heatherhill undersøgte i perioden 2019-2022 effekten af forskellige former for naturpleje med særligt fokus på områdets dagsommerfugle. Forsøgene omfattede blandt andet mindre sommergræsning, slåning og kontrolleret afbrænding.
Resultaterne viste blandt andet, at flere blomstrende urter og et lavere græsningstryk gav bedre forhold for de overvågede sommerfugle. Erfaringerne fra projektet indgår også i den nyere samlede naturfaglige vurdering af Heatherhill.
Læs Et vingeslag for Heatherhill – dagsommerfugleovervågning 2019-2022
Naturplejen på Heatherhill
Heatherhill er et lysåbent naturområde med hede og overdrev, som kræver løbende pleje for ikke gradvist at gro til. Målet er samtidig at skabe variation i vegetationen, så der er gode forhold for både blomstrende planter, sommerfugle, andre insekter og dyr.
Gribskov Kommune bruger derfor flere forskellige former for naturpleje på Heatherhill. Det omfatter blandt andet græsning, rydning, bekæmpelse af invasive arter som rynket rose og kontrolleret afbrænding på udvalgte arealer. De forskellige metoder bruges alt efter, hvad der er behov for i den enkelte del af området.
Den nye naturfaglige rapport anbefaler blandt andet, at græsningen fremover udvikles, så den i højere grad skaber variation og gode forhold for områdets natur. Rapporten peger på mere ekstensiv græsning med heste og/eller kvæg frem for den hidtidige sommergræsning med får. Baggrunden er blandt andet, at forskellige græssende dyr påvirker vegetationen og jordbunden forskelligt.
Gribskov Kommune arbejder med, hvordan anbefalingerne kan indgå i den fremtidige pleje af Heatherhill. Plejen skal samtidig tage hensyn til, at området er et meget besøgt naturområde, hvor mange mennesker færdes året rundt.
Læs mere om hvordan Gribskov Kommune plejer naturen
Heatherhill er fredet og beskyttet natur
Heatherhill blev fredet i 1958 for at bevare områdets særlige landskab samt de botaniske og geologiske værdier og samtidig sikre offentlighedens adgang til området og stranden.
De kommunale naturarealer på Heatherhill og Studebjerg er desuden beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 og består blandt andet af hede, overdrev, mose og sø.
Der er udarbejdet en plejeplan for Heatherhill, som beskriver områdets naturværdier og rammerne for plejen.
Læs plejeplanen for Heatherhill
Når du besøger Heatherhill
Heatherhill er åbent for offentligheden året rundt, og du er velkommen til at opleve området til fods.
Området er både fredet og sårbart, så vis hensyn til naturen og de græssende dyr. Følg skiltningen på stedet, og vær opmærksom på, at der gælder særlige regler for blandt andet hunde, cykling, ridning, bål og overnatning.



