I Naturbørnehuset Annisse er naturen en del af hverdagen året rundt. Børnene bruger naturværkstedet til kreative og undersøgende aktiviteter, følger planternes vækst i sansehaven og tager på ture i skov, ved strand og i andre naturområder i nærmiljøet.
Arbejdet i børnehuset ligger i forlængelse af Gribskov Kommunes ambition om, at alle børn og unge skal opleve naturen og få viden om den.
"I Gribskov har vi en klar politisk ambition om, at alle børn og unge skal opleve naturen og lære den at kende. Derfor glæder det mig, at endnu et børnehus får anerkendelse for at skabe rammerne for netop dette. De erfaringer, børn får ude i naturen, styrker både deres nysgerrighed og deres fællesskab med andre", siger Trine Egetved, borgmester i Gribskov Kommune.
Fra sommerfugle til frøer
Naturbørnehuset Annisse arbejder målrettet med at give børnene erfaringer med naturen gennem leg, bevægelse og undersøgelser. Børnehuset har blandt andet udviklet kurve med aktiviteter om sommerfugle og frøer og samarbejder tæt med kommunens naturvejledere.
Målet er, at børnene både får viden om naturen, glæde ved at være i den og lyst til at passe på den.
"Vi er stolte af certificeringen, men mest af alt er vi stolte af den hverdag, børnene møder hos os. Naturen giver os nogle helt særlige muligheder for at skabe nysgerrighed, relationer og læring, og vi oplever hver dag, hvordan børnene engagerer sig i det, de ser, finder og undersøger", siger Signe Øland Kondo, dagtilbudsleder i Naturbørnehuset Annisse.
En anerkendelse af arbejdet bag
For formanden for Børne-, Skole- og Ungeudvalget, Astrid Franklin Recinella, er certificeringen også en anledning til at fremhæve medarbejderne bag arbejdet.
"Det er let at sige, at børn skal mere ud i naturen. Det svære og vigtige er at få øje på, hvad de bliver optaget af, og bygge videre på det. Det kræver dygtige medarbejdere, og det er netop det arbejde, Naturbørnehuset Annisse bliver hædret for", siger Astrid Franklin Recinella.
Fakta om Grønne Spirer
Grønne Spirer er Friluftsrådets landsdækkende naturinspirations- og mærkningsordning for daginstitutioner. Ordningen understøtter arbejdet med natur, udeliv, miljø og bæredygtighed i dagtilbud. Omkring 20 procent af Danmarks daginstitutioner deltager i ordningen.
Naturbørnehuset Annisse fejrer certificeringen med børn, voksne og forældre den 30. september 2026, hvor borgmester Trine Egetved hjælper med at hejse det grønne flag som en del af fejringen.

