Kommunen har gennem en årrække drevet og vedligeholdt belysning på både kommunale veje, private fællesveje og områder, uden at der systematisk er blevet skelnet mellem de forskellige typer af veje og arealer.
En juridisk gennemgang fra et eksternt advokatfirma har slået fast, at den hidtidige praksis ikke har haft den nødvendige lovhjemmel. Kommunen skal derfor vurdere de enkelte områder konkret og afklare, hvem der fremover har ansvaret for belysningen.
”Når en praksis ikke har det nødvendige grundlag, skal vi som kommune selvfølgelig sørge for, at der bliver rettet op på det. Samtidig skal vi gøre det grundigt og vurdere hvert område for sig, så vi tager de relevante hensyn til færdsel og sikkerhed. Nu har vi behandlet sagen for de tre første områder, som er mest kritiske, og så vil der komme flere sager fremadrettet,” siger Brian Lyck Jørgensen, formand for Teknisk Udvalg.
De første tre områder
Teknisk Udvalg godkendte på sit seneste møde, at kommunen ophører med den offentlige drift af belysningen i tre områder:
- Ahornvænget i Gilleleje
- Kælderbjerg Park, Svejager og Saxenkolvej i Vejby
- Dragstrupvej nr. 7-15 og 10-12 ved Gilleleje
Belysningsanlæggene i de tre områder er nedslidte og allerede slukket, da de er vurderet til at udgøre en sikkerhedsrisiko. I afgørelserne vurderer kommunen, at der i de tre områder ikke er trafikale eller andre særlige forhold, som gør det nødvendigt at stille krav om vejbelysning. De berørte grundejere er blevet orienteret direkte med information om deres muligheder for at blive partshørt og komme med bemærkninger til grundlaget for afgørelsen.
Hvis vurderingen efter partshøringen fastholdes, kan de vedligeholdelsespligtige grundejere overtage belysningsanlægget, hvis de ønsker at bevare belysningen. Hvis grundejerne ikke ønsker at overtage anlægget, eller hvis flere berørte grundejere ikke kan blive enige, vil kommunen nedtage det.
”For nogle grundejere vil det betyde, at de selv skal overtage ansvaret og betale udgifterne, hvis de ønsker at bevare belysningen. Derfor er det vigtigt, at de berørte får direkte besked og mulighed for at komme med bemærkninger i partshøringen,” siger Susan Kjeldgaard, næstformand for Teknisk Udvalg.
En konkret vurdering af hvert område
Mange af vejene i Gribskov Kommune er karakteriseret som private fællesveje. Gennemgangen omfatter de steder, hvor kommunen i dag driver belysning, og vil ske i etaper. Områder med nedslidte anlæg eller behov for større istandsættelser vil som udgangspunkt blive behandlet først.
Kommunen vurderer ud fra fem parametre, om forholdene i et område gør belysning nødvendig:
- om arealet benyttes som et offentligt tilgængeligt færdselsareal
- om trafiksikkerheden gør belysning nødvendig
- hensyntagen til områdets karakter og trafikmængde
- om der er særlige forhold – f.eks. en skolevej
- om andre almene hensyn begrunder belysning
Skal et område fortsat være belyst, vil kommunen i hvert enkelt tilfælde tage stilling til den fremtidige drift og fordelingen af udgifterne.
Gennemgangen vedrører den eksisterende belysning. Kommunen tager ikke som led i dette arbejde stilling til ønsker om belysning på nye steder.

