Børne, Skole og Ungeudvalget i Gribskov Kommune har besluttet at sende en ny økonomimodel for specialundervisningsområdet i høring.
Modellen bygger på et kredsløbsprincip, hvor ressourcerne i højere grad følger elevernes behov, når de bevæger sig mellem almenundervisningen og specialiserede undervisningstilbud.
Med modellen får skolerne råderet over størstedelen af de midler, der er afsat til specialpædagogiske indsatser. Det skal give dem bedre muligheder for at sætte tidligt ind, udvikle inkluderende læringsmiljøer og skabe rammer, hvor flere børn kan trives og deltage i fællesskabet.
Den samlede økonomiske ramme øges eller mindskes ikke med modellen. I stedet fordeles de eksisterende midler på en ny måde.
”Alle børn skal have mulighed for at trives og udvikle sig i skolens fællesskaber. Derfor skal vi give skolerne gode muligheder for at forebygge, at børns udfordringer vokser sig større – og for at finde løsninger, der passer til den enkelte elev. Det kræver en bæredygtig model, hvor ressourcerne understøtter eleverne på både kort og lang sigt,” siger Astrid Recinella, formand for Børne, Skole og Ungeudvalget.
Ressourcerne følger eleverne
Modellen bygger på et såkaldt kredsløbsprincip. Kredsløbsprincippet består i, at ressourcer overføres fra elevens skole til det specialiserede undervisningstilbud ved visitering til et tilbud. Hvis eleven senere overgår fra et specialiseret tilbud til almenundervisningen, føres ressourcerne tilsvarende tilbage til skolen.
På den måde skal modellen både understøtte skolernes forebyggende arbejde og skabe bedre muligheder for, at elever kan vende tilbage til almenundervisningen, når det er den rette løsning for dem.
”Vi håber, at vi ved at give skolen større råderet over midlerne, kan sikre, at ressourcerne hænger sammen med elevernes behov. Målet er, at modellen giver skolerne bedre muligheder for at arbejde langsigtet med elevernes trivsel og udvikling,” siger Morten Dahlberg, næstformand for Børne, Skole og Ungeudvalget.
Det videre forløb
Modellen er i høring fra 21. oktober til 4. november 2026.
Herefter skal den behandles politisk igen, inden Byrådet efter planen træffer endelig beslutning den 8. december 2026.
Modellen forventes at træde i kraft fra budgetåret 2027.

