Etableringen af UNG Gribskov skal styrke unges vej til uddannelse og arbejde

Publiceret 11-11-2026

UNG Gribskov bliver en ny samlet ramme om Gribskov Ungdomsskoles fritidstilbud og kommunens uddannelsestilbud til unge. Fra skoleåret 2027/2028 etableres et uddannelsestilbud under UNG Gribskov, der skal hjælpe unge videre fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, forberedende grunduddannelse eller et arbejde.

UNG Gribskov er en del af en bredere udvikling af ungeområdet i Gribskov Kommune. Foto: Gribskov Kommune

Byrådet vedtog den 10. november efter anbefaling fra Børne-, Skole- og Ungeudvalget at etablere et nyt undervisningstilbud under UNG Gribskov, som skal samle og styrke Gribskov Ungdomsskoles fritids- og undervisningstilbud.

Beslutningen er taget på baggrund af kommunens budgetaftale, hvor et samlet byråd foruden besparelser også har fokus på udvikling.

UNG Gribskov er en del af en bredere udvikling af ungeområdet i Gribskov Kommune. Målet er at styrke Gribskov Ungdomsskoles kreative fritidsaktiviteter og etablere et nyt samlet undervisningstilbud med udskolingstilbud og mulighed for at forlænge grundskolen for nogle unge og opbygge et tilbud om STU (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse).

UNG Gribskov skal særligt hjælpe unge, der efter folkeskolen har brug for støtte til at komme videre i uddannelsessystemet eller finde vej ind på arbejdsmarkedet og mod selvforsørgelse.

Det fortæller Astrid Recinella, formand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget.

”Der er unge, som har brug for ekstra støtte og hjælp til at finde deres vej videre efter folkeskolen. Nogle skal hjælpes i gang med en uddannelse, mens andre har brug for en anden end den gængse vej ind i erhvervslivet. Med et nyt undervisningstilbud vil vi skabe bedre muligheder for at guide den enkelte unge videre mod et selvstændigt voksenliv, uanset hvilken vej der er den rigtige for dem,” siger hun.

De første unge kan starte i august 2027

Beslutningen er en del af byrådets investering i en styrket indsats på ungeområdet, som blev vedtaget med budget 2027 i oktober.

Første skridt bliver at ansætte en leder, der skal stå for at udvikle og lede det nye samlede undervisningstilbud under UNG Gribskov, så undervisningstilbuddet kan tage imod de første unge i august 2027.

Morten Dahlberg, næstformand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget, ser et stort potentiale i det nye tilbud.

”Med etableringen af et nyt samlet undervisningstilbud under UNG Gribskov tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af ungeområdet. Målet er at skabe stærke og tydelige profiler for både undervisningstilbuddene og ungdomsskolens mere levende og kreative fritidsdel. Begge dele er vigtige, og med den nye organisering kan vi give dem hver deres fokus,” siger han.