Byrådet vedtog tirsdag aften den 10. november Børne-, Skole- og Ungeudvalgets forslag om at etablere en fælles ledelses- og administrationsstruktur for Gribskovs seks almene folkeskoler.
Beslutningen er en del af kommunens budgetaftale fra oktober, hvor der samlet skal findes besparelser for 102 millioner kroner. Målet med den nye struktur er at reducere udgifterne til ledelse og administration på folkeskoleområdet med seks millioner kroner årligt fra 2028.
Børne-, Skole- og Ungeudvalget har inviteret skolebestyrelserne til dialog om, hvordan den nye struktur skal fungere i praksis. Strukturen skal efter planen være fuldt indfaset i august 2027.
Forslaget har været i høring hos blandt andre skolebestyrelser, medarbejdere og faglige organisationer, og nogle steder har der været udtrykt bekymring for beslutningen. Formand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget, Astrid Recinella, anerkender bekymringen:
”Jeg forstår godt, at en ændring af skolernes ledelsesstruktur kan skabe bekymring hos både forældre og medarbejdere. Derfor er det også vigtigt, at vi er i tæt dialog med de lokale skolebestyrelser og skoleledere om den nye ledelsesmodel, så vi sammen kan finde den bedst mulige løsning, der både tager hensyn til økonomien og har blik for børnenes skolegang og medarbejdernes arbejdsglæde,” siger hun.
Skolernes lokale forankring skal bevares
Den nye ledelsesstruktur skal være på plads inden udgangen af 2026. Når den nye struktur er endelig fastlagt, vil Gribskov Kommune informere skoler, forældre, skolebestyrelser og medarbejdere om, hvad ændringerne kommer til at betyde i praksis.
I den nye struktur bevarer skolerne deres egne skoledistrikter og skolebestyrelser. Samtidig skal der fortsat være synlig, lokal afdelingsledelse på de enkelte skoler med ansvar for den daglige ledelse og kontakten til blandt andre forældrene.
Ifølge Morten Dahlberg, næstformand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget, er det vigtigt, at den fælles struktur tager højde for skolernes forskellige behov og lokale særpræg:
”Det er vigtigt at understrege, at skolerne ikke bliver lagt sammen til én. Hver skole har sit eget særpræg og sine egne behov, og det skal vi have respekt for. Vi har besluttet en ny overordnet ledelsesstruktur, og nu begynder arbejdet med at få alle brikkerne til at falde på plads sammen med skolerne,” siger han.

