Ny lokalplan i høring: Fortsat events i Tisvildeleje

Publiceret 04-03-2026

Gribskov Kommune sender nu en ny lokalplan for stranden i Tisvilde i høring. Den nye lokalplan giver fortsat plads til musik og events, dog ikke events i den størrelse, Musik i Lejet har.

Stranden i Tisvilde er centrum for mange forskellige arrangementer, der hvert år trækker både lokale og gæster til kommunen. Tilbage i 2024 udsendte Gribskov Kommune en lokalplan, der skulle kunne rumme de kendte events på pladsen. Lokalplanen blev imidlertid påklaget, og Planklagenævnet vurderede, at dokumentationen for miljøpåvirkningerne ikke var tilstrækkelige. Lokalplanen faldt derfor. Nu er arbejdet med en grundig miljøvurdering færdigt, og en ny lokalplan er derfor i høring fra den 4. marts 2026.

Hensyn til naturen sætter grænser

Det bliver en lokalplan, der fortsat rummer mulighed for events på parkeringspladsen, i en begrænset størrelse. Kommunens største event, Musik i Lejet, kan dog ikke fortsætte.

Som led i habitatkonsekvensvurderingen er eksterne konsulenter nået frem til, at en afværgeforanstaltning – i form af et betydeligt hegn i skovområdet – ville skulle opsættes. Hegnet skal beskytte natur og dyr, og sikre, at især folk uden billet til festivalen ikke kan stimle sammen i den beskyttede natur.

Naturstyrelsen har imidlertid vurderet, at Naturbeskyttelseslovens adgangsregler ikke kan tillade opsætning af sådan et hegn. Derfor vil Musik i Lejet og andre events i den størrelse ikke fremover kunne afvikles på parkeringspladsen.

Borgmester: Vi skal arbejde på en fælles løsning

De mange fine arrangementer er kendetegnende for Gribskov Kommune. For borgmester Trine Egetved er det derfor afgørende, at vi får en lokalplan, der både tager hensyn til naturen og samtidig giver mulighed for at afholde arrangementer i Tisvilde:

”Det er vigtigt for mig at understrege, at uanset om man politisk har været for, imod eller midt imellem i forhold til afholdelsen af Musik i Lejet på parkeringspladsen i Tisvilde, så giver naturbeskyttelsesloven ikke mulighed for, at arrangementet kan afholdes på det område. Det er en konstatering, vi som kommune er nødt til at handle på – uanset politisk holdning til placeringen,” siger borgmesteren og fortsætter:

”Jeg vil derfor nu indlede en dialog med Musik i Lejet om, hvordan vi sammen kan finde en permanent løsning, så festivalen fortsat kan afholdes i Gribskov, hvor den startede i sin tid. Det kræver opbakning fra byrådet at skabe stabile rammer, så arrangørerne får den nødvendige ro til at planlægge, udvikle og afholde festivalen på længere sigt. De senere års vilkår har været uhensigtsmæssige, og det er ikke holdbart. Derfor skal vi nu have en grundig drøftelse af, hvordan vi sikrer en permanent og fremadrettet løsning.”

Dialog i byrådet om fælles løsning

”Jeg ser frem til den videre dialog med byrådet og arrangørerne for at sikre, at festivalen kan fortsætte, selvom miljøvurderingen viser, at det ikke kan ske på parkeringspladsen ved stranden i Tisvildeleje. Musik i Lejet er en stor begivenhed, som også har medført mange meningsudvekslinger. Mit mål er at arbejde for en fælles løsning, hvor flest muligt får glæde af festivalen, færrest muligt oplever gener, og hvor arrangørerne kan gøre det, de er bedst til – at lave en festival for en masse glade mennesker, med ro i maven og fuld klarhed over tilladelserne,” siger Trine Egetved.

Formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget Tue Villebro ser også frem til dialog med både byråd og Musik i Lejet:

“Jeg er glad for, at der nu ligger en færdig miljøvurdering, så vi kan sende en ny lokalplan i høring på et solidt grundlag og skabe klarhed om rammerne for events ved stranden. Vi i Planudvalget står klar til at behandle høringssvarene grundigt og sikre en lokalplan, der både tager hensyn til de beskyttede naturområder og giver tydelige, forudsigelige regler for arrangementer fremover. Jeg ser høringen som en vigtig mulighed for at få alle perspektiver frem – fra naboer, erhverv, kulturliv og brugere af området – før vi fastlægger de endelige rammer.”

Musik i Lejet: Vi håber at fremtidssikre festivalen

For arrangørerne bag festivalen er det vigtigste, at der skabes ro om festivalen – allerhelst i Gribskov.

”De senere år har mildest talt været en rutsjetur for os. Vi måtte med kort aftræk flytte vores festival fra Lejet til Vejby sidste år. Det lykkedes, og vi lykkedes på rekordtid med at skabe en god festival med den helt særlige stemning, der altid har været Musik i Lejets varemærke. Vi har søgt om lov til at afholde Musik i Lejet på vores campingplads i Vejby igen i 2026. Vi tror på, at den magi, festen skabte i 2025, kan gentages i år – og så må vi tage en snak med byrådet og kommunen om, hvordan de fremtidige rammer derefter skal være. Det vigtigste for os er at have mulighed for en fast, sikker og langsigtet placering i gode omgivelser,” siger Andreas Grauengaard, festivalleder Musik i Lejet.

Nye arrangementer på pladsen er mulige

Med den ny lokalplan sikres det, at pladsens kendte arrangementer, bortset fra Musik i Lejet, vil kunne afholdes fremover. Det sker gennem en såkaldt bonusvirkning i lokalplanen, som giver de kendte arrangementer en planlovstilladelse til at blive afholdt fremover. Skulle der komme ønsker om nye tilbagevendende aktiviteter på pladsen i fremtiden, vil en godkendelse kræve, at der udarbejdes en landzonetilladelse, hvor detaljerne for arrangementet kortlægges, så naturhensyn sikres.

Fakta

Parkeringspladsen i Tisvildeleje er lokation for flere kendte tilbagevendende arrangementer, samt en række andre, som arrangeres af lokale foreninger og initiativtagere: Tisvilde spiser sammen, Tisvilde går i fisk og den årlige sankthansfejring.

Høringsperioden for den nye lokalplan løber i 8 uger: Fra den 4. marts til den 29. april. Materialet kan læses på kommunens hjemmeside for lokalplaner.