Gribskov Kommune har nu underskrevet kontrakt med tømrer- og snedkermester Børge Nielsen A/S, som skal stå for renoveringen og udvidelsen af Helhedsplejens gamle lokaler og base ved Græsted Syd Station.
Arbejdet går i gang i midten af maj og forventes afsluttet om cirka et år, hvorefter Helhedsplejen kan flytte ind.
De eksisterende træbygninger med den genkendelige ”takkede” konstruktion blev opført i begyndelsen af 1990’erne som en del af området ved Græsted Syd Station.
Nu bliver der udvidet med cirka 335 m² nye faciliteter, blandt andet en sygeplejeklinik og generelt opgraderede rammer til Helhedsplejens omkring 80 medarbejdere. Samtidig indrettes bygningen fleksibelt med plads til fremtidige behov, hvor det nære sundhedsvæsen med nye opgaver tænkes ind.
Under byggeperioden vil der fortsat være adgang til tog og busser. Busstoppestederne vil sandsynligvis i en periode under byggeriet blive flyttet en kort afstand ud på Holtvej.