Plan-, Miljø- og Klimaudvalget har behandlet lokalplanen for parkeringsplads-området ved stranden i Tisvildeleje. En lokalplan, der skal skabe tydelige rammer for en række tilbagevendende arrangementer. Samtidig fastholdes hensynet til naturen og den daglige brug af området som parkeringsplads og rekreativt offentligt område.
Lokalplanen giver klare rammer for blandt andet Verdensballetten, yogafestival, Tisvilde går i fisk, Sankt Hans-arrangementet, Tisvilde spiser sammen og mindre arrangementer uden for turistsæsonen.
Samtidig slår den fast, hvilke arrangementer der på forhånd kan afholdes inden for lokalplanens bestemmelser, og hvilke aktiviteter der fortsat skal søges særskilt tilladelse til.
Tydelige rammer for arrangører
For Tue Villebro, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, er det afgørende, at der nu bliver skabt klarhed for arrangørerne, borgerne i Tisvilde og foreningerne:
“Jeg er glad for, at vi nu står med en lokalplan, som skaber klarere rammer for aktiviteterne på parkeringspladsen i Tisvildeleje. Området har stor betydning for både naturen, lokalsamfundet og de mange mennesker, som bruger Tisvilde året rundt.
For mig har det været vigtigt at finde en balance mellem hensynet til naturen og de lokale traditioner og fællesskaber, som er en vigtig del af livet i Tisvildeleje. Lokalplanen giver større forudsigelighed for både arrangører, foreninger og borgere og kan forhåbentlig bidrage til mere ro omkring et område, som gennem flere år har været genstand for stor debat” siger Tue Villebro.
Lokalplanen betyder, at de arrangementer, der er nævnt og reguleret i planen, kan afholdes inden for de fastsatte rammer uden en særskilt landzonetilladelse. Planen fastlægger blandt andet, hvor arrangementerne må foregå, hvor mange deltagere de må have, hvornår de kan afholdes, og hvordan midlertidige telte og installationer må sættes op og tages ned.
Arrangementer, der ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser, skal fortsat vurderes konkret, hvis de kræver tilladelse efter planloven eller anden relevant lovgivning.
Lokalplanen betyder ikke, at alle andre fremtidige aktiviteter på parkeringspladsen dermed er udelukket. Hvis andre aktører på et senere tidspunkt ønsker at gennemføre arrangementer, som ikke er omfattet af lokalplanens bestemmelser, skal de søge de nødvendige tilladelser. Ansøgningerne vil derefter blive behandlet konkret efter de gældende regler.
Plads til lokale traditioner
Planarbejdet har blandt andet haft til formål at skabe et opdateret plangrundlag for parkeringspladsen ved stranden, så området fortsat kan bruges til parkering, rekreative formål og kulturelle og sociale arrangementer.
Miljøvurderingen har været en del af grundlaget for at fastlægge, hvilke arrangementer lokalplanen kan give forhåndsrammer for, og hvilke typer aktiviteter, der fortsat kræver særskilt behandling.
Det har derfor været en vigtig del af arbejdet at få tydeliggjort, hvad lokalplanen giver mulighed for, og hvordan andre fremtidige ønsker kan behandles.
“Det her er en plan, der forsøger at ramme balancen. Vi skal tage naturen alvorligt, for området er noget helt særligt. Og vi skal samtidig huske Tisvildelejes stærke lokale fællesskaber og traditioner, som mange mennesker sætter pris på. Jeg er glad for, at vi nu har fået skabt klarere rammer, så de mindre arrangementer kan planlægges med mere ro,” siger Daniel Frigast, næstformand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.
Forslagene til lokalplan, kommuneplantillæg og miljørapport har været i offentlig høring. Høringssvarene har blandt andet handlet om natur- og habitatbeskyttelse, støj, trafik, arrangementernes størrelse og varighed samt ønsker til mere tydelige rammer for fremtidige arrangementer.
På baggrund af høringen er der foretaget en række præciseringer og mindre justeringer. Blandt andet præciseres det, at beskyttede strand- og klitarealer ikke er udlagt som arrangementsområder, og at almindelig brug af parkeringspladsen til parkering ikke i sig selv kræver landzonetilladelse efter lokalplanen.
Der gives også mulighed for, at telte til Tisvilde spiser sammen og Sankt Hans kan sættes op dagen før arrangementet og ikke behøver at vente til selve dagen. Desuden justeres bestemmelsen om forstærket musik ved Tisvilde går i fisk, så forbuddet alene gælder på Stejlepladsen.
Sagen går nu videre til Økonomiudvalget og Byrådet med Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets anbefaling.

