Nu kan du bedre følge badevandet ved nordkysten

Publiceret 16-06-2026

Gribskov Forsynings badevandsvarsling gør det lettere at se, om der har været overløb fra kloakken nær udvalgte badestrande, som kan påvirke badevandet efter kraftig regn.

Det er blevet lettere at følge med i badevandskvaliteten på udvalgte strande.

Det er nu blevet lettere at følge med i, om badevandet ved bestemte badestrande langs nordkysten kan være i risiko for at være forurenet.

Gribskov Forsyning har en badevandsvarsling, hvor du kan se, om der har været overløb fra kloaksystemet i nærheden af en badestrand. Siden opdateres hvert 30. minut og kan derfor bruges, lige før du planlægger at bade.

Varslingen er ikke en direkte måling af, om badevandet er forurenet. Den viser, om der har været overløb fra kloakken. Men da overløb efter kraftig regn ofte er årsagen til, at badevand midlertidigt kan blive påvirket af bakterier, er varslingen en god hjælp til at vurdere, om det er en god idé at gå i vandet.

Hvis der ikke har været overløb i nærheden af det badested, du vil bruge, er der god sandsynlighed for, at vandet er i orden. Hvis der har været overløb, bør du som udgangspunkt vente cirka et døgn, før du bader dér.

Gribskov Kommune tager også løbende vandprøver ved kommunens officielle badeområder gennem badesæsonen. De såkaldte badevandsanalyser bliver undersøgt for bakterier og bruges til at vurdere badevandets kvalitet. Da der typisk går nogle dage, før analyseresultaterne er klar, giver prøverne ikke nødvendigvis et billede af forholdene her og nu.

Derfor anbefaler vi, at du både orienterer dig i kommunens badevandsanalyser og tjekker Gribskov Forsynings badevandsvarsling, hvis du vil have det mest aktuelle billede, inden du bader.

Læs mere om badevandets kvalitet her på hjemmesiden

Se Gribskov Forsynings badevandsvarsling