På Gilbjergskolen, Bjørnehøjskolen og Nordstjerneskolen fik elever fra 8., 9., og 10. klasse torsdag formiddag en forsmag på deres fremtidige rolle i det danske demokrati.
Eleverne deltog i politiske debatter, inden de med valgkort og stemmesedler i hænderne gik i stemmeboksene og satte deres kryds på et parti.
Formålet med Folketingets Skolevalg er at øge elevernes demokratiske engagement, styrke deres politiske selvtillid og forberede dem på at deltage i demokratiet.
Og det var også udbyttet, fortæller Helle Hoffmann, samfundsfagslærer på Gilbjergskolen.
- Jeg er en meget glad samfundsfagslærer. Eleverne har levet sig fuldt ind i debatterne. Jeg glæder mig over at se, at de tager deres stemmeret seriøst. Jeg overhørte nogle elever sige, at de bare ville være sofavælgere, men så fik deres klassekammerater dem overbevist om at ville bruge deres stemme – med gode argumenter, siger hun.
Fokus på den gode tone
I år havde skolevalget et særligt fokus på den gode tone i den politiske debat. Den disciplin fik eleverne kastet sig ud i under en debat på valgdagen med en række politiske ungdomspartier, der stillede prøvekandidater til rådighed.
Det, håber borgmester Trine Egetved (C), kan give eleverne mod på at deltage i demokratiet.
- Jeg håber, eleverne tager med sig, at det rent faktisk nytter at deltage i den politiske debat og endnu vigtigere, at de føler, at deres stemmer betyder noget, når vi som politikere tager beslutninger. Det glæder mig også at se, at den gode tone er i fokus, for det er vigtigt, at den politiske debat er åben for alle, og at alle føler sig trygge i at deltage i den, fortæller hun.
Demokrati på skoleskemaet
Skolevalget er et landsdækkende tilbud, og alle skoler med elever på 8., 9., og 10. klassetrin er inviteret til at deltage. Undervisningsforløbet løber over tre uger, hvor eleverne blandt andet arbejder med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og lærer om det formelle demokrati.
Omkring 700 skoler landet over har i år deltaget i valget. Tre af dem kommer fra Gribskov, og det glæder Astrid Recinella (G), formand for Gribskovs Børne, Skole og Ungeudvalg.
- Det er skønt at se, at eleverne har taget undervisningen til sig. Demokratiet kan være en svær størrelse, måske især som ung, og derfor glæder det mig, at vores skoler kan skabe et trygt rum, hvor eleverne kan lære, hvordan de kan bruge deres stemmeret og blive hørt på en god måde, siger hun.