Gribskov Kommune er repræsenteret i det nye Sundhedsråd Nordsjælland, som skal styrke samarbejdet mellem kommuner og region om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Rådet får blandt andet en central rolle i arbejdet med de kommende nærsundhedsplaner og forberedelsen til, at Region Hovedstaden og Region Sjælland samles i den ny storregion Region Østdanmark fra 1. januar 2027.
Borgmester i Gribskov Kommune, Trine Egetved, ser store muligheder i det styrkede samarbejde:
”Det tætte samarbejde med regionen er nødvendigt, hvis vi skal skabe mere nærhed og sammenhæng i sundheden. Kommunerne sidder inde med lokale erfaringer og en vigtig viden om borgernes behov, som skal bruges aktivt i udviklingen af nærsundhedsplanerne. Samtidig får de nordsjællandske kommuner et godt forum for at arbejde sammen og lære af hinanden."
Også formand for Udvalget for Ældre, Social, Sundhed og Forebyggelse i Gribskov Kommune, Helle Lund, som sidder med i sundhedsrådet, ser frem til arbejdet:
"Jeg ser et stort potentiale i, at kommunale og regionale politikere arbejder tættere sammen om en helhedsorienteret tilgang til sundhed, og jeg ser frem til at tage fat på arbejdet for alvor. Nærhed er afgørende, og kommunerne kommer til at spille en central rolle i udviklingen af de kommende nærsundhedsplaner."
Læs mere i Ritzaus artikel om det nye Sundhedsråd Nordsjælland.

