Gribskov Kommune fordobler antallet af akutboliger

Publiceret 02-11-2026

En ejendom på Nygade i Helsinge skal indrettes til borgere i akut bolignød.

Kommunen har overtaget en ejendom på Nygade i Helsinge, som skal bruges som akutboliger.

Når en borger mister sin bolig eller står i en alvorlig livskrise, kan hurtig hjælp være afgørende for at undgå hjemløshed. Derfor har Gribskov Kommune købt en ejendom på Nygade i Helsinge med overtagelse pr. 1. november. Her samler kommunen sine fire eksisterende akutboliger og etablerer yderligere fire.

Gribskov Kommune oplever, at flere borgere akut mangler et sted at bo, og de nuværende akutboliger kan ikke længere dække behovet. Med udvidelsen bliver der plads til at hjælpe flere, så et ophold på herberg måske kan undgås.

”At stå uden et sted at bo kan gøre en svær livssituation endnu sværere. Med flere akutboliger har vi bedre mulighed for at tilbyde en tryg, midlertidig base og støtte til at komme på fode igen. Målet er som udgangspunkt altid, at man skal flytte i egen bolig igen, når man kan,” siger Helle Lund, formand for Ældre, Social, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Et midlertidigt hjem med støtte

Akutboligerne er til borgere, der risikerer at ende i hjemløshed, f.eks. hvis de er blevet sat ud af deres bolig, eller som følge af psykiske og sociale udfordringer. Et ophold kombineres altid med socialfaglig støtte med fokus på at finde en permanent boligløsning.

Erfaringerne viser, at en midlertidig bolig og en målrettet social indsats ofte er nok til at skabe den stabilitet, der skal til, for at borgeren kan komme videre.

”Et sted at bo giver ro til at tage fat på de udfordringer, der følger med en livskrise. Derfor er støtten under opholdet en vigtig del af indsatsen. Vi skal hjælpe mennesker videre og samtidig forebygge, at problemerne vokser, mens de mangler en bolig,” siger Pia Foght, næstformand for Ældre, Social, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Ejendommen på Nygade har tidligere været ungeherberg drevet af Region Hovedstaden, indtil tilbuddet flyttede til en anden adresse tættere på København. Ejendommen skal nu indrettes til akutboliger.

Fakta om akutboligerne

  • Kommunens fire eksisterende akutboliger flyttes til Nygade, hvor der etableres yderligere fire. Det giver i alt otte akutboliger.
  • Boligerne er til borgere i akut risiko for hjemløshed.
  • Opholdet er midlertidigt og kombineres med socialfaglig støtte med fokus på en varig boligløsning.
  • Kommunen overtog ejendommen den 1. november 2026.