Gribskov Ungdomsskole er blevet tildelt en Erasmus plus-akkreditering, som betyder, at Ungdomsskolen i en årrække frem får EU-midler til at etablere projekter med unge fra europæiske lande i form af unge-udveksling og projekter for kompetenceudvikling af medarbejdere.
Akkrediteringen skal give Ungdomsskolen mulighed for at udvikle nye måder at arbejde med ungeinvolvering og skabe aktiviteter, der styrker engagement og demokratisk deltagelse i fællesskaber, hvor de unge sætter spillereglerne.
”Ungeudvekslingen skal bygge bro til andre unge i Europa”, fortæller souschef i Ungdomsskolen Mette Hultgren, som håber, at de unge vil tage godt imod det, og hun glæder sig til at komme i gang sammen med de unge.
Konkret skal der arrangeres et besøg mellem en gruppe unge fra Ungdomsskolen og en gruppe fra et andet land.
De unge vil selv være med til at planlægge besøget, finde på aktiviteterne og sætte rammen – og på den måde få udvidet deres erfaring med at indgå i fællesskaber, hvor man bidrager og tager ansvar.
Der er endnu ikke fundet en samarbejdspartner, men Ungdomsskolen arbejder med en model, hvor besøget vil vare minimum fem dage. Det vil ligge i en skoleferie.
Det er forventningen, at Ungdomsskolen starter med at være værter for gruppen af udenlandske gæster, og så tager de danske unge på besøg i udlandet næste gang.
“Det bliver så sjovt for de unge i Gribskov at møde andre unge og knytte venskaber uden for landets grænser. Det lyder til at kunne blive et rigtig spændende forløb, hvor de unge selv bliver aktive medskabere af noget nyt,” siger formanden for Børn-, Skole- og Ungeudvalget Astrid Recinella.
“Vi er glade for, at Ungdomsskolen søger nye veje for at engagere og åbne verden for de unge. Det her er en vigtig anerkendelse af Ungdomsskolens arbejde og ambitioner. Jeg er sikker på, at sådan et internationalt samarbejde giver de unge og de voksne nogle erfaringer, som rækker langt ud over selve opholdet,” siger Morten Dahlberg, som er næstformand for Børn-, Skole- og Ungeudvalget.

