Plan-, Miljø- og Klimaudvalget takker for stort engagement i lokalplansag

Publiceret 27-02-2026

Den indledende dialog og høring har givet et solidt grundlag for det videre arbejde med lokalplanen.

Fotograf: Lars Christiansen

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Gribskov Kommune takker for det store engagement i forbindelse med den indledende dialog og forhøring om revisionen af en del af den bevarende lokalplan for Ørby Landsby.

Udvalget har modtaget et betydeligt antal høringssvar og oplevet høj deltagelse ved dialogmøderne. Det vidner om et stærkt lokalt engagement og en vilje til at bidrage konstruktivt til planlægningen.

I høringssvarene peger borgerne blandt andet på betydningen af landsbyens skala og karakter, hensyn til grønne områder og beplantning samt trafikale og infrastrukturelle forhold. Derudover er der fremhævet perspektiver om arkitektonisk kvalitet, bæredygtighed og hensyn til natur og klima. De samlede input har givet udvalget et bredt indblik i lokale perspektiver og prioriteringer.

– Vi vil gerne sige tak for den store borgerdeltagelse. Mange har brugt tid og energi på at sætte sig ind i sagen og sende input, og det betyder meget for os. Det gør os klogere og giver et bedre grundlag for de beslutninger, vi skal træffe, siger Tue Villebro, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Revisionen af lokalplanen omfatter en opdatering af de bevarende bestemmelser og giver mulighed for fremtidig udvikling inden for planlovens rammer.

– For os handler det om at have en ordentlig proces. Vi har haft en åben politisk drøftelse, og vi er enige om at arbejde videre med fokus på retssikkerhed og et fagligt solidt grundlag, siger Daniel Frigast, næstformand for udvalget.

Udvalget lægger vægt på, at den videre planlægning sker med respekt for områdets karakter og med blik for en langsigtet udvikling af lokalsamfundet.

– Når vi udvikler i vores landsbyer, skal det ske med omtanke. Det skal passe ind i omgivelserne og have en kvalitet, der holder i længden. Både for dem, der bor der i dag, og for dem, der kommer til i fremtiden, siger Tue Villebro.

Et lokalplansforslag vil senere blive sendt i offentlig høring, hvor borgere og interessenter igen får mulighed for at komme med bemærkninger. Plan-, Miljø- og Klimaudvalget ser frem til den fortsatte dialog i det videre forløb.