Nyt forløb "KURSEN" skal styrke kommunens foreningsliv

Publiceret 18-02-2026

Et nyt forløb i kaldet "KURSEN" skal støtte lederteams i frivillige foreninger i at udvikle deres foreninger og deres kompetencer.

Formålet med "KURSEN" er at understøtte og udvikle de foreninger, der udgør et uvurderligt grundlag for kultur-, idræts- og foreningslivet i Gribskov Kommune. Foto: Gribskov Kommune

Gribskov Kommune og Frivilligcentrene i Gribskov Kommune lancerer nu KURSEN: Et forløb for foreningsledere, der ønsker at arbejde med udviklingen af deres forening.

Forløbet afvikles i 2026 med to fælles samlinger og mulighed for individuel sparring undervejs.

Målet er at understøtte og udvikle de foreninger, der udgør et uvurderligt grundlag for kultur-, idræts- og foreningslivet i Gribskov Kommune: 

”Foreningerne er en helt afgørende del af fællesskabet i Gribskov, og de drives af frivillige, der lægger både tid og engagement i arbejdet,” siger Lars Bregnbak, formand for Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget, og fortsætter:

”Med KURSEN vil vi give foreningsledere et rum, hvor de kan stoppe op, dele erfaringer og blive inspireret af hinanden – med fokus på det, der giver mening, og som kan styrke deres egen forening.”

Et fællesskab for lederteams

KURSEN er ikke et traditionelt kursus, men et læringsfællesskab, hvor foreninger deltager med et lederteam – typisk formand eller en anden central leder sammen med 2–3 bestyrelsesmedlemmer eller nøglepersoner.

Erfaringer viser nemlig, at arbejdet forankres bedst, når flere fra samme forening deltager.

Det uddyber Anja Schlie, som er næstformand for udvalget.

”Mange foreninger står med de samme udfordringer. Det kan være at fastholde og tiltrække frivillige, at samarbejde i bestyrelser og at opleve følelsen af en klar, fælles retning. Her er KURSEN et konkret tilbud, hvor foreningerne kan arbejde med netop de temaer – i et fællesskab, hvor man lærer sammen og får ny energi til det frivillige arbejde.”

Praktisk om forløbet

Forløbet består af to samlinger i maj og november 2026, som hver varer tre timer, samt individuel sparring mellem samlingerne.

Deltagelse, forplejning og materialer er gratis og støttes af Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget.

Foreninger, der er nysgerrige på KURSEN, er velkommen til informationsmøde torsdag den 5. marts kl. 19–20 i Gribskov Kommunes Sundhedsfaglige og Administrative Hus, Østergade 62, Helsinge. Her vil der være mulighed for at høre mere om forløbet og stille spørgsmål.

Tilmelding til informationsmødet vil ske via linket her.