|
Der er gode ord med på vejen fra forældrene i Gribskovs Kommune dagtilbud. 90 procent af forældrene svarer, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med deres barns dagtilbud. 56 procent er meget tilfredse, mens 34 procent er tilfredse. Den samlede tilfredshed lander på 4,4 på en skala fra 1 til 5. Det er en lille fremgang fra 4,3 i den tilsvarende undersøgelse fra 2022 og på niveau med landsgennemsnittet på 4,4. Forældrene giver også et tydeligt skulderklap, når de bliver spurgt, om de vil anbefale deres barns dagtilbud til andre. 68 procent vil i høj grad anbefale dagtilbuddet, mens yderligere 25 procent i nogen grad vil anbefale det. “Det er først og fremmest rigtig dejligt at se, at så mange forældre er tilfredse med deres barns dagtilbud. Det er en stor anerkendelse af det arbejde, der hver dag bliver lagt af vores dygtige medarbejdere og ledere,” siger Astrid Recinella, formand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget. “Når man afleverer sit barn om morgenen, skal man jo kunne gå derfra med en god mavefornemmelse. Man skal vide, at ens barn bliver set, er trygt og trives. Derfor er det også positivt, at vi kan se, at langt størstedelen af forældrene samtidig fortæller, at deres børn trives i dagtilbuddet” siger hun. Gode resultater. Og noget at arbejde videre medUndersøgelsen viser, at der naturligvis også er områder, hvor dagtilbuddene kan blive endnu bedre. Det gælder blandt andet forældrenes oplevelse af at have indsigt i barnets hverdag og dialogen om barnets sproglige udvikling. Det er viden, som skal bruges. Derfor skal alle resultaterne nu danne afsæt for dialog og refleksion i de enkelte dagtilbud og på tværs af dagtilbudsområdet. For hvad gør vi allerede godt - og hvor er der er mulighed for at gøre en god hverdag endnu bedre? “Vi skal selvfølgelig glæde os over de gode resultater. Men en undersøgelse som den her skal ikke bare ende i et flot tal på et stykke papir. Den skal bruges. Når forældrene fortæller os, hvad der fungerer godt, skal vi holde fast i det. Og når de peger på noget, vi kan gøre bedre, skal vi være nysgerrige på det,” siger Morten Dahlberg, næstformand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget. “Det er faktisk noget af det mest værdifulde ved undersøgelsen. Den giver os anledning til at stoppe op og spørge: Hvad gør vi godt? Hvor kan vi blive skarpere? Og hvad kan vi lære af hinanden på tværs af dagtilbuddene?” Om den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelseDen landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse er gennemført af Danmarks Statistik på vegne af Økonomi- og Indenrigsministeriet fra september 2025 til februar 2026. På landsplan har forældre til mere end 93.000 børn deltaget. I Gribskov Kommune har 468 forældre svaret, hvilket giver en svarprocent på 41,9 procent mod 38,9 procent på landsplan. |
Undersøgelsen kan tilgås her: Brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbud 2026

