Dialogmøde om Vejby Campingplads afholdes i Helsinge Hallerne

Publiceret 13-08-2026

På grund af den store interesse for at deltage, er mødet blevet flyttet, så der er plads til flere.

Helsingehallerne ligger på Idrætsvej 21 i Helsinge.

Der har været stor interesse for dialogmødet om den fremtidige anvendelse af området ved Vejby Campingplads. Mødet er derfor flyttet til Helsinge Hallerne, som er det største indendørs forsamlingssted i kommunen med plads til 1000 mennesker.

Alle pladser er besat, og der er lukket for tilmelding. Der reserveres dog plads til, at pressefolk kan få adgang.

Dialogmødet er et supplement til den formelle høring

Dialogmødet udspringer af, at ejeren af Vejby Campingplads har sendt en ansøgning til Gribskov Kommune med en række konkrete ønsker til anvendelsen af området. Ønsker, som kræver en lokalplan for at kunne realiseres.

Kommunen skal derfor tage stilling til, om der på baggrund af ansøgningen skal udarbejdes et lokalplanforslag for området. Inden spørgsmålet om en ny lokalplan behandles politisk, har Plan-, Miljø- og Klimaudvalget dog ønsket, at lokalområdets forskellige stemmer bliver hørt gennem et dialogmøde.

Dialogmødet i Helsinge Hallerne den 19. august er et supplement til den formelle høring. Høringen gennemføres kun, hvis det besluttes at udarbejde et konkret forslag til en ny lokalplan.

Alle skriftlige input, der allerede er sendt til kommunen, bidragene fra det kommende dialogmøde samt eventuelle senere høringssvar vil indgå i den videre behandling af sagen.