Det er nu muligt at søge tilskud fra Bredbåndspuljen 2026. Der er 25 mio. kr. i puljen. Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen:
Årets bredbåndspulje er målrettet de såkaldte enkeltstående adresser. Det er adresser, der ligger så isolerede, at det er særligt svært at få adgang til hurtigt bredbånd på kommercielle vilkår.
Der er cirka 5.700 tilskudsberettigede adresser. På Bredbåndskortet er disse adresser markeret med en orange prik.
Hvis du har en adresse, der er markeret med en orange prik, har du nu mulighed for at annoncere adressen. Det er den måde, man kan få kontakt med en bredbåndsudbyder, som sammen med dig kan lave ansøgning om tilskud. Du annoncerer adressen ved at klikke på den orange prik og følge anvisningen.
Det er et krav, at en adresse har været annonceret, hvis man ønsker at søge om tilskud til adressen. Den absolut sidste frist for at annoncere er mandag den 21. september 2026.
Du finder yderligere oplysninger om årets ansøgningsrunde på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. Her kan man også læse, hvordan man kan gøre indsigelse, hvis man vurderer, at der er en fejl på Bredbåndskortet.

