Trafiklegepladsen ved Nytorv i Helsinge skal renoveres, efter en gennemgang har vist behov for udbedringer af både legepladsen og de eksisterende køretøjer.
Legepladsen med de karakteristiske træbiler har været en del af bybilledet siden 1970’erne og er et kendt og velbesøgt sted for børn og familier. De første biler blev i sin tid snedkereret af en lokal isenkræmmer, og siden er legepladsen blevet udviklet og vedligeholdt med bidrag fra lokale foreninger og frivillige kræfter.
En legepladsinspektør har for nylig gennemgået legepladsen og vurderet, at der er flere forhold, der skal udbedres. På den baggrund har Byrådet besluttet at igangsætte en renovering.
I forbindelse med arbejdet vil bilerne blive fjernet fra legepladsen i en periode frem mod sommeren 2026.
Trafiklegepladsen er gennem årene udviklet i samarbejde mellem blandt andre Lions Club, Helsinge Danmarks Bedste Børneby og Gadekærsforeningen.

