Nyt ”by-team” skal give et løft til renhold og grøn vedligeholdelse

Publiceret 21-04-2026

Byrådet i Gribskov Kommune har besluttet at hjemtage en mindre del af vejdriften med et nyt by-team, der skal give mere synlig og fleksibel grøn vedligeholdelse i kommunens byer og sommerområder.

Et flertal i Byrådet i Gribskov Kommune har besluttet at hjemtage en del af den grønne vedligeholdelse og renholdelse i kommunens byområder. Efter seneste møde i Teknisk Udvalg har der været uformelle drøftelser, og på byrådsmødet blev fremsat et ændringsforslag fra Det Konservative Folkeparti, Nyt Gribskov, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – samt Moderaterne og Radikale Venstre.

Med beslutningen etableres et kommunalt “by-team”, der skal have særligt fokus på de tre hovedbyer – Gilleleje, Helsinge og Græsted – og sommerbyerne Tisvilde, Rågeleje og Dronningmølle.

Borgmester Trine Egetved siger:

“Vi har lyttet til hinanden på tværs af partier og fundet en løsning, hvor vi tager et første, balanceret skridt og foretager ændringer inden for en økonomisk forsvarlig ramme. Det giver os mulighed for at prøve det stille og roligt af på en måde, hvor vi kan styre det. Går det godt, kan vi fortsætte og måske udbygge indsatsen. Med et by-team får vi mulighed for at skabe mere fleksibilitet i opgaveløsningen og arbejde mere målrettet i vores byer, til glæde for både dem, der bor der, og for gæsterne.”

Fleksibelt team – bemandes efter behov

I dag er vejdriften varetaget af eksterne leverandører. Med den nye model hjemtager kommunen en mindre del af opgaverne – primært renhold, grønt vedligehold og ukrudtsbekæmpelse i bymiljøerne.

Den nye indsats organiseres som et fleksibelt by-team, der bemandes efter sæson og behov. Samtidig fastholdes hovedparten af opgaverne hos eksterne leverandører. Målet er en mere fleksibel og målrettet opgaveløsning i bymiljøerne – ikke et ændret serviceniveau, men en bedre måde at arbejde på.

Borgmesteren uddyber:

“Denne løsning giver os mulighed for at være mere synlige i bybilledet og arbejde tættere på de steder, hvor folk færdes til daglig. Vi kan reagere hurtigere og prioritere det, der betyder mest lokalt.”

Finansieringen sker inden for de allerede afsatte midler i budgettet, herunder midler til en ekstra medarbejder på det grønne område. Derudover afsættes der cirka 1 mio. kr. til opstart, materiel og faciliteter.

Ordningen forventes at træde i kraft i 2027. Frem mod da vil kommunen arbejde med andre tiltag for at styrke den grønne vedligeholdelse i sommerperioden.

Ordningen skal evalueres efter ét år, så kommunen kan justere indsatsen og vurdere, om modellen skal udvides eller tilpasses.

Formand for Teknisk Udvalg, Brian Lyck Jørgensen, siger:

“Det springende punkt for mig var, at vi ikke kunne finde finansiering til at hjemtage hele driften. Med denne model kan vi skabe forbedringer, uden at det bliver dyrere. Lad os prøve det af i praksis, så vi kan blive klogere på, hvordan vi bedst organiserer driften fremover.”

Initiativet er en del af kommunens arbejde med at skabe levende og attraktive bymiljøer. Velholdte byrum og grønne områder bidrager til trivsel i hverdagen for borgerne og gør samtidig kommunen mere attraktiv for besøgende og erhvervsliv.