Gribskov bliver en del af IRONMAN-ruten i år

Publiceret30-04-2026

Gribskov Kommune er for første gang en del af Helsingørs IRONMAN-rute, når den i år afvikles søndag den 21. juni.

Fotograf: Daniel Villadsen for IronMan

Når IRONMAN 70.3 Elsinore løber af stablen søndag den 21. juni, ruller feltet for første gang ind i Gribskov Kommune som en del af ruten.

Det er Helsingør Kommune i samarbejde med IRONMAN, der står for arrangementet, men i Gribskov ser man frem til at blive en del af ruten, og til at byde deltagere og besøgende velkommen.

”Vi er glade for, at det er lykkedes at få IRONMAN-ruten forbi Gribskov Kommune i år. Det er en begivenhed, der tiltrækker deltagere fra mange lande, og det giver os en oplagt mulighed for at vise vores smukke natur og omgivelser frem,” siger borgmester Trine Egetved.

Veje lukkes på løbsdagen

IRONMAN 70.3 Elsinore har været afholdt i mange år, men det er første gang, at ruten udvides til også at lægge vejen forbi Gribskov Kommune.

Løbet samler typisk omkring 2.500 deltagere fra både Danmark og udland, og på løbsdagen den 21. juni vil dele af Frederiksværksvej, Esrum Hovedgade og Villingerødvej være lukket for almindelig trafik i tidsrummet kl. 05.30–12.15. Når de sidste deltagere har passeret, følger opsamlingsbiler bag feltet, og herefter åbnes strækningerne igen.

”Det er en spændende mulighed, som jeg håber, kan smitte positivt af på vores lokale erhvervsliv, både i dagene op til og efter løbet. Vi forventer, at nogle deltagere vil vælge at bo i Gribskov – både fordi der er begrænset plads i Helsingør, og fordi det er oplagt at bo tæt på naturen og kunne træne på dele af ruten inden løbet,” siger Vicky Weide Nielsen, formand for Erhvervs- og Turismeudvalget i Gribskov Kommune.

”Når så mange mennesker samles omkring et arrangement som IRONMAN, skaber det liv og fællesskab men også muligheder. Det er en chance for, at virksomheder og lokale initiativer i området kan få flere gæster og vise, hvad Gribskov har at byde på. Samtidig vil jeg gerne anerkende de mange frivillige, der er med til at få det hele til at fungere – og ikke mindst de seje idrætsudøvere, som stiller til start,” siger næstformand Bent Hansen.

Hvis du vil følge med på dagen

Ønsker du at følge løbet som tilskuer, er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er muligt at køre ind eller ud af den afspærrede zone i det angivne tidsrum. Vi henviser til at afsøge muligheder for at følge løbet på egen hånd – eller at kontakte IRONMAN via deres særlige trafiktelefon (læs mere nedenfor).

Beboere langs strækningen er blevet orienteret direkte i e-boks.

Praktisk information

IRONMAN 70.3 Elsinore afvikles søndag den 21. juni med start og mål i Helsingør.

  • I Gribskov Kommune vil dele af Frederiksværksvej, Esrum Hovedgade og Villingerødvej indgå i cykelruten. Disse veje vil være lukket for almindelig trafik i tidsrummet kl. 05.30–12.15.
  • Der vil blive opsat skiltning og omkørsel, og vejene åbnes løbende igen, når feltet er passeret.
  • IRONMAN åbner en trafiktelefon, hvor du kan få svar på, hvordan du kommer rundt på løbsdagene: Telefonnummer 35 95 30 00. Telefonen er åben i tidsrummet kl. 11-13 i ugen op til løbet (uge 25).

Du kan læse mere på IRONMANs hjemmesideIRONMANs hjemmeside, på Helsingør Kommunes hjemmeside – eller ved at kontakte IRONMAN på mail: trafik.danmark@ironman.com