Solpolitik for skole og FO

Skru ned for solen - solpolitik for skole og FO

Solpolitikken er med til at sikre, at børn og voksne er opmærksomme på og beskytter sig mod solen. Solpolitikken følges i perioden fra april til september på dage, hvor der er få eller ingen skyer på himlen, og hvor UV-indekset er på 3 eller derover. Og særligt i tidsrummet mellem kl. 12 og 15.

Skygge

De voksne er opmærksomme på mulighed for at søge skygge på ture og ved udendørsaktiviteter, ligesom der er fokus på skyggefyldte opholdssteder på legepladsen. Muligheder for etablering af skygge medtænkes, når der bygges om og ved opsætning af nye legeredskaber.

Solhat

Eleverne opfordres til at bruge en solhat, der beskytter ansigt, hals, nakke og ører. Baseball-kasket anbefales ikke, da den ikke giver tilstrækkelig beskyttelse i nakken.

Tøj

Det er forældre og elevers ansvar, at eleverne bærer løst tøj, der dækker så meget af huden som muligt. Fx t-shirts med albuelange ærmer og shorts og nederdele, som dækker knæene. Soltop anbefales ikke, da den ikke giver tilstrækkelig beskyttelse i nakken og på skuldre.

Solcreme

Forældre og elever har ansvar for, at elever har solcreme med høj faktor på fra morgenstunden. Opholder eleverne sig meget udendørs mellem kl. 12-15, opfordres de til at smøre sig med vandfast solcreme med høj faktor. Det er forældres og elevers eget ansvar at medbringe solcreme.

De voksne er ansvarlige og tager de nødvendige forholdsregler for både børn og voksne i forhold til beskyttelse mod solen. Gennem undervisningen får eleverne viden om forebyggelse af kræft i huden og viden om, hvordan de kan beskytte sig mod solens og solariets skadelige stråling.

Ledelsen anbefales dagligt at notere dagens UV-varsel et centralt sted i skolen/FO'en - fx i kalenderen med dagens beskeder. (Dagens UV-varsel kan modtages pr. sms via hjemmesiden www.skrunedforsolen.dk).