Kontorelev i offentlig administration

Vil du kontoruddannes i Gribskov Kommune?

Gribskov Kommune ansætter elever hvert 2. år til september.

Ledige elevstillinger slås op under Ledige stillinger, der ansættes næste gang i foråret 2025, med ansættelse pr. 1. september 2025.

Kontorelev med speciale i offentlig administration

Uddannelsen til assistent inden for offentlig administration varer op til 2 år og indeholder tre skoleophold med obligatoriske fag, valgfag, samt en fagprøve. Vi benytter U/NORD i Hillerød til skoleophold.

Du kan læse mere om uddannelse og skoleophold her: Offentlig administration | U/NORD (unord.dk)

Kontorelev med speciale i økonomi

Uddannelsen til assistent inden for økonomi varer op til 2 år og indeholder 6 obligatoriske fag, samt 2 – 4 valgfag. Uddannelsen er sammensat således, at man som elev kun er afsted på skoleophold en uge ad gangen. Vi benytter Niels Brock til vores økonomielever.

Du kan læse mere om uddannelse og skoleophold her: Niels Brock hovedforløb - kontorelever med speciale i økonomi

Hvis du er over 25 år, skal der udarbejdes en realkompetencevurdering, denne udarbejdes af din handelsskole, det kan du læse mere om her: Få vurderet dine kompetencer | UddannelsesGuiden (ug.dk)

Løn under hele uddannelsen

Som elev indgår du en uddannelsesaftale med Gribskov Kommune og aflønnes under hele uddannelsen.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Som kontorelev i Gribskov Kommune udfører du de arbejdsopgaver, som hører til i det center, du er ansat i. Du vil selvfølgelig få oplæring og støtte af din oplæringsansvarlige kollega og du vil være tilknyttet en vejleder i dit center, gennem hele din elevtid. I takt med at du gennem din uddannelse udvider dine kompetencer, vil du få mere ansvar og flere selvstændige opgaver.

Herunder kan du læse mere om konkrete opgaver i de forskellige centre i Gribskov Kommune:

Som elev i Center for Strategi og HR vil du stifte bekendtskab med et bredt udbud af forskellige opgaver.

Center for Strategi og HR, er en stabsfunktion. Centeret er organiseret i fem teams: Løn og Elever, HR, Kommunikation og Udvikling, Ledelsessekretariatet og Service og Drift. Vi er ca. 50 medarbejdere i centeret og har til huse i et åbent kontormiljø på rådhuset i Helsinge.

Igennem hele din elevtid vil du beskæftige dig med bl.a. fællespostkasser, arbejdsskadeanmeldelser og du vil være centerets digitale ambassadør, som sørger for bestilling af IT-udstyr og adgange. Du vil også blive introduceret til aktindsigter, og lovgivning om disse, på sigt vil du selv skulle håndtere aktindsigter.

Det første år af din elevtid, vil du være tilknyttet ledelsessekretariatet, som blandt andet håndterer sekretariatsfunktion for Borgmester, kommunaldirektør, samt direktører. Herudover yder ledelsessekretariatet bistand til Byrådet, de politiske udvalg, hegnsyn, udbud og kontraktstyring, samt jura. Du vil her blandt andet beskæftige dig med fletning af dagsorden og referater, bestilling af forplejning, mødeplanlægning, sekretariatsfunktion for hegnsynet i samarbejde med kollegaer, og du vil få kendskab til hvad det vil sige, at arbejde som sekretær for direktionen.

Herefter vil du være tilknyttet vores HR-team hvor du vil stifte bekendtskab med lønoplæg, datahåndtering, årlige lønforhandlinger, rekruttering, sekretariatsfunktion for kommunens CenterMED, og flere opgaver alt efter dine interesser og kompetencer.

Til sidst vil du være tilknyttet vores lønteam, i lønteamet får du et indblik i hvad man i Gribskov Kommune arbejder med som lønkonsulent. Derudover vil du blive introduceret til betaling af regninger, samt få delvist ansvar for egne opgaver.

Vi sætter i centeret en stor ære i et godt arbejdsmiljø, hjælpsomhed, venlighed og ærlighed.

 

Nuværende elever udtaler følgende i forbindelse med deres ansættelse i Center for Strategi og HR:

Ømer, elev i HR:

”Jeg nyder virkelig atmosfæren her i CSHR . Hver dag byder på nye og spændende udfordringer og jeg føler virkelig, at jeg udvikler mig både personligt og fagligt. Det er fantastisk at have muligheden for at lære og vokse i de forskellige områder.
Desuden er jeg taknemmelig for det støttende fællesskab af kolleger og ledere, der altid er der for at hjælpe og støtte hinanden. Det gør virkelig en forskel og skaber en positiv arbejdspladsoplevelse.”

 

Rie, elev i ledelsessekretariatet:

”Som elev i ledelsessekretariatet får jeg en masse relevant erfaring igennem alsidige arbejdsopgaver. Fra rekruttering, skadesanmeldelser, mødebooking, kalenderstyring, planlægning, deltagelse i valg og meget andet. Jeg oplever at have fantastiske muligheder for læring.
Jeg har nogle dygtige kollegaer, som alle har taget godt imod mig. Som elev har man mulighed for at præge sin uddannelse i takt med, at man opdager, hvor man har sine forcer. Fællesskabet i CSHR er noget ganske særligt, hvor man som elev får støtte og opbakning udover det sædvanlige.”

I Borgerservice er der meget sjældent to dage der er ens, så det er en fordel, at du er omstillingsparat og kan lide at have mange bolde i luften. Vi kan tilbyde en spændende og alsidig hverdag.

Borgerservice er i mange tilfælde indgangen til kommunen og kommunens ansigt ud ad til. Vi har kontakt til mange forskellige mennesker og det er vigtigt, at du møder dem i øjenhøjde, er serviceminded, smilende og imødekommende.

Som elev i Borgerservice vil du blive mødt af en brede vifte af opgaver f.eks.:

  • Folkeregister, herunder flytninger, ind- og udrejse, sygesikring og lægeskift.
  • Ekspedition af pas og kørekort og udstedelse af MitID.
  • Kommunes Callcenter hvor mange opkald straks afklares.
  • BBR (Bygnings- og Boligregistret)
  • Helbredstillæg til pensionister
  • Sagsbehandling af helårsbeboelse i sommerhus

Center for Koncernstyring- og IT er et stabscenter i Gribskov kommune. I centret støtter og hjælper vi kerneforretningen indenfor IT, digitalisering, økonomi, styring, analyser og regnskab.

  • Vi udarbejder grundlaget for den politiske vedtagelse af kommunens budget med alle dets elementer og følger op på dette.
  • Vi udfærdiger kommunens regnskab.
  • Vi har den daglige drift af kommunens økonomisystem, fakturabetaling, afstemning, diverse kontrolopgaver og meget mere i relation til kommunens økonomi.


I elevtiden vil du få mulighed for at arbejde med en bred vifte af ovenstående områder. Du vil blive involveret i at håndtere fakturaer, sikre korrekte afstemninger og indgå i diverse økonomiopgaver som findes i en kommune.

Dette vil give dig en unik mulighed for at opbygge en solid forståelse for de grundlæggende principper inden for økonomistyring og regnskabsmæssig praksis i en kommune.

Bliv kontorelev i Sekretariat for Børn og Unge

Sekretariatet dækker både Center for Dagtilbud og Skoler og Center for Sociale Indsatser.

Du vil blive en del af den administrative gruppe, men vil også få kendskab til de samlede opgaver i centrene. Opgaverne indeholder bl.a. borgerbetjening, kommunikation, it og planlægning. Vores målgruppe er børn og unge mellem 0 og 18 år. Vi har blandt andet ansvar for dagtilbud, folkeskoler, fritidsordninger og ungdomsskolen. Det betyder, at vi arbejder med trivsel, udvikling og læring.

Mange af sekretariatets opgaver kræver, at du har flair for it, kan arbejde struktureret og evner at have overblik over større mængder af data og information. Vi ser gerne, at du er god til at formulere dig såvel mundtligt som skriftligt, og har lyst til at blive endnu bedre. Sekretariatet yder borgerbetjening, understøtter skoler og daginstitutioner og det politiske udvalg. Så det er vigtigt, at du er imødekommende, hjælpsom og er god til at have med mange forskellige mennesker at gøre. Vi er optaget af at uddelegere ansvar til vores elever, så du skal have lyst til at arbejde med egne opgaver, være selvstændig og initiativrig. Vores elevvejleder og teamleder står altid til rådighed med vejledning, sparring og kvalitetssikring.

Center for Sundhed og Omsorg (CSO) varetager opgaver på ældre- og sundhedsområdet. Det omfatter blandt andet udvikling og drift af kommunale og private plejecentre, rehabiliteringstilbud efter udskrivelse, hjemme- og sygepleje, genoptræning, demenstilbud, myndighedsopgaver samt kommunens sundhedspolitik.

Som administrativ elev bliver du en del af administrative team der hedder Kvalitet, Udvikling og Kontraktstyring, som arbejder på tværs af – og sammen med - de andre afdelinger i CSO, og bistår dem i deres arbejde. Derfor kan du se frem til en spændende og varieret hverdag, hvor du både kommer til at løse ad hoc-opgaver og være en del af større projekter, hvor vi har det lange lys på.

I de kommende år er det den nye Ældrelov, som sætter den strategiske retning for kommunens hjemmepleje. Her arbejder vi med flere spor, der omfatter både styring, organisering og kultur. Samtidig har vi fokus på at ”frisætte” to kommunale plejecentre under overskriften ”Friere rammer”, som sætter den strategiske retning for kommunens to plejecentre de næste år.

De opgaver du med sikkerhed kommer ind over er:

  • Administrationsopgaver
  • Journalisering af mails og andre dokumenter
  • Fakturering
  • It-drift opgaver
  • Ad hoc understøttelse af ledere
  • Arbejde i nexus – vores omsorgssystem
  • Flexhandicap kørsel
  • Beregning af plejevederlag
  • Beregning af overslag for kropsbårne hjælpemidler
  • Kontrol af borgere med kørsel
  • Ad hoc-opgaver i samarbejde med konsulenter

Du vil opleve at der meget sjældent er to dage der er ens, så det er en fordel, at du er omstillingsparat og kan lide at have mange bolde i luften. Vi kan tilbyde en spændende og alsidig hverdag.

Vi er optaget af at uddelegere ansvar til vores elever, så du skal have lyst til at arbejde med egne opgaver, være selvstændig og initiativrig. Vores elevvejleder og teamleder står altid til rådighed med vejledning, sparring og kvalitetssikring.

Adgangskrav

Du kan læse mere om uddannelsens adgangskrav på Uddannelsesnævnets hjemmeside her: Kontoruddannelsen - Uddannelsesnævnet (uddannelsesnaevnet.dk)

Sådan søger du:

Se ledige elevstillinger her:

Skriv til vores uddannelseskoordinator

Skriv telefonnummer, hvis du ønsker vi ringer tilbage til dig.

Felter med (*) skal udfyldes