Et besøg via en skærm kan få hverdagen til at hænge bedre sammen

Publiceret 17-09-2024

Gribskov Kommune har netop afsluttet et forsøg, hvor det blev undersøgt, om visse grupper af borgere på det sociale område oplevede det som støttende at modtage skærmbesøg. Responsen har vist, at skærmbesøg kan supplere – og i nogle tilfælde erstatte – fysiske besøg.

Nogle borgere i Gribskov Kommune har behov for lidt ekstra støtte i hverdagen, da et handicap eller en social udfordring kan gøre det nødvendigt med hjælp, når de f.eks. modtager breve fra det offentlige, skal planlægge deres økonomi eller få planlagt hverdagens aktiviteter.

Men hvordan kan man få mest ud af ressourcerne i kommunen, så de borgere, som har behov for hjælp og støtte i dagligdagen, bedst kan få det? Det har et temaudvalg i Gribskov Kommune ved navn Sammen om fremtidens velfærd sat sig for at undersøge. Det fortæller Astrid Recinella, der er formand for udvalget:

”Vi ser en udvikling, hvor vores samfund blandt andet bliver mere komplekst og digitalt, og det betyder, at flere får brug for hjælp. Men samtidigt har kommuner i hele landet sværere ved at skaffe personale,”

”Det sætter krav til, at vi må gentænke, hvordan vi løser vores kommunale opgaver. For hvis vi bruger vores ressourcer bedst, kan flest få hjælp. Det er dét, vi arbejder med i udvalget Sammen om fremtidens velfærd. Vi har haft succes med at afprøve et såkaldt skærmbesøg med en gruppe borgere på et afgrænset område. Det har været en helt konkret handling, som viser, at vi faktisk godt kan lykkes med at skabe velfærd på nye måder.”

Prøvehandlingen skulle afdække potentialet i at erstatte nogle af de fysiske besøg med fjernstøtte i form af skærmbesøg indenfor en tryg ramme.

Kan dialogen gøres digital?

I forsøget spurgte man en række af de borgere, der modtog socialpædagogisk støtte, om de var interesserede i at prøve at gøre mødet digitalt i stedet for fysisk.

Efter møderne har man spurgt om deres oplevelse af skærmbesøget, og om de kunne tænke sig at gøre brug af muligheden for skærmbesøg igen.

Her har responsen været positiv. Det fortæller Helene Gerlykke-Dohn, som er næstformand i udvalget Sammen om fremtidens velfærd:

”Med skærmbesøgene har vi gjort brug af en kombination mellem det fysiske møde og det virtuelle møde. Og de borgere, som har taget del i projektet, har været glade. De har oplevet en mere smidig og nem tilgang til at være i dialog og kontakt med kommunen.” Den positive respons fra borgere og de socialpædagogiske medarbejdere betyder, at skærmbesøg nu ikke længere er en prøvehandling, men en mulighed, som både kommune og borgere kan gøre brug af på voksensocialområdet:

”Responsen på prøvehandlingen har vist, at skærmbesøgene med fordel kan bruges i stedet for – eller som supplement – til det fysiske besøg hos de borgere, der er klar til det. Prøvehandlingen har altså været en succes, og derfor er skærmbesøgene nu også et af de tilbud, som borgerne kan visiteres til.”

Udvalget Sammen om fremtidens velfærd vil på baggrund af prøvehandlingen anbefale de andre politiske udvalg i Gribskov Kommune at drøfte, om den nye praksis kan udbredes til andre områder i kommunen.