Gribskov Kommune tager i den kommende tid et vigtigt skridt i udviklingen af kultur- og idrætsområdet i kommunen. De gamle rådgivende organer, Idrætsrådet og Kulturrådet, skal gentænkes, så de kan komme til at spille en mere central rolle.
Kulturrådet og Idrætsrådet består af frivillige, der er valgt af foreningerne og fungerer som både rådgivere for de politiske udvalg og talerør for foreninger og frivillige i kommunen. Rådene har i mange år arbejdet i den samme struktur, og nu er tiden kommet til at gentænke deres rolle.
Derfor har Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse sammen med rådene igangsat en proces, hvor alle borgere, frivillige og foreninger er inviteret til at bidrage med input til, hvordan rådene kan udvikle sig.
Som en del af processen afholdes tre kaffemøder som en ramme for fornyet dialog og debat om fremtidens opgaver. Her har alle mulighed for at dele deres idéer og ønsker til, hvad der er vigtigst for kulturen og idrætten i Gribskov.
Formand i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse, Pia Foght, fortæller:
”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de nuværende medlemmer af Idrætsrådet og Kulturrådet for det arbejde, de gør. Jeg er glad for, at vi har de råd, og vi lytter til deres input. Samtidig er jeg spændt på, hvad de kaffemøder kaster af sig af input til rådenes fremtidige arbejde. Det er en mulighed for alle, der har noget på hjerte, til at bringe det frem. Måske kan møderne også tiltrække potentielle nye medlemmer, der kommer med friske ideer, f.eks. i forhold til samarbejdet med de frivillige. Vores frivillige løser en meget stor og vigtig opgave I forhold til at skabe sammenhold og styrke trivsel og fællesskaber for os alle. Vi deltager ikke som politisk udvalg på kaffemøderne, men jeg ser frem til, at vi får det præsenteret senere.”
Næstformand i KIF, Helle Blomsterberg, udtaler:
”Ideen med at gentænke rådenes arbejde er i tråd med den beslutning, vi tidligere på året traf i Udvalget Kultur, Idræt og Forebyggelse om at fjerne unødvendige bureaukratiske barrierer. Målet er at gøre det nemmere at være frivillige og det at drive en forening. Foreningerne er en vigtig medspiller i vores velfærdssamfund, og de løfter en stor opgave i forhold til os alle. Samtidig er der tendenser, der peger på behovet for forandring og tilpasning, så foreninger fortsat kan være relevante og tiltrækkende for nutidens frivillige og medlemmer.
Det skal vi tage højde for, og vi vil gerne invitere flere af Gribskovs aktive stemmer med ind i arbejdsrummet. Jeg tror, det er fint at åbne op for nogle friske tanker og kræfter i forhold til rådenes opgaver, og hvordan de kan bidrage positivt til udviklingen af kultur- og idrætslivet i Gribskov Kommune.”
Giv dit input til kaffemøde i december
De tre åbne kaffemøder – i Helsinge, Græsted og Gilleleje – ligger på forskellige datoer og tidspunkter. På den måde er det håbet, at alle der har lyst til at komme forbi til et kaffemøde, kan få muligheden for det:
Mandag den 9. december kl. 7.30-8.30 – ved indgangen til Gribskov Svømmehal i Helsinge
Onsdag den 11. december kl. 17-18 – biblioteket BLIK i Græsted
Tirsdag den 17. december kl. 11-12 – Kulturhavnen i Gilleleje
Det er repræsentanter fra kommunens administration, herunder direktøren på området, som afholder kaffemøderne. Der vil være gratis kaffe og croissanter.
Efter kaffemøderne samles alle input, og de bliver sammenholdt med rådenes egne drøftelser. Det er målet, at de nye rammer, formål og opgaver for rådene bliver endeligt vedtaget 28. maj 2025. Dermed er de nye rammer på plads, inden der igen er valg til rådene i kølvandet på næste kommunalvalg, som ligger i november 2025.