Kære forældre til elever i folkeskolen i Gribskov Kommune
Her følger det tredje nyhedsbrev i rækken vedrørende omstillingen af specialundervisningsområdet i Gribskov. Baggrunden for omstillingen er budgetaftalen ”Gribskov i balance 2024-2027”, hvor Byrådet traf beslutning om at højne kvaliteten i de specialpædagogiske undervisningstilbud og igangsætte en reorganisering af det specialpædagogiske undervisningsområde.
Skolen har fået sit navn
I de forrige nyhedsbreve har vi skrevet at den samlede specialskoleorganisering skal have et nyt og mere børnevenligt navn. Udvalget for Børn, Skole og Familie har besluttet at den samlede specialskoleorganisering skal hedde Horisonten - og herunder afdeling Græsted, Afdeling Esrum, Afdeling Vejby, afdeling Tisvilde og afdeling Ramløse.
Ungdomsskolens Unge-Ekspressen er klar til opstart med nye lokaler på Nordstjerneskolen
Ungdomsskolens nye skoletilbud har fået navnet Unge-Ekspressen. Til august starter der 18 unge i udskolingsalderen på fokuslinjen. Det er unge der har brug for trygge og forudsigelige rammer med viden om bl.a. skoleskolefravær og psykisk sårbarhed. Tilbuddet rykker ind i nye gode lokaler på Nordstjerneskolen ved siden af 10. klasse, hvor NEXT-tilbuddet for de ældre unge hidtil har haft lokaler. Unge-ekspressens Erhvervslinje, som er for unge der har behov for en skolegang kombineret med praktisk arbejde, er endnu ikke klar til opstart, men det vil ske i løbet af skoleåret 24/25. I kan læse mere om Unge-ekspressen her Unge-Expressen - Gribskov Ungdomsskole (gribskov-ungdomsskole.dk)
Flytteplaner udskudt til efteråret
I de sidste nyhedsbreve orienterede vi om, at specialtilbuddene Fønix og Idrætsvej samles i Esrum på flyttes til Tingbakkeskolen i Esrum. Det sker stadigvæk, men rammerne og organiseringen skal være klar i Esrum før vi kan flytte. Det har vi bl.a. drøftet på et fælles forældremøde i slutningen af maj, hvor der var enighed om, at god tid til forberedelse og omstilling er vigtigt, så elever og familie oplever så få forandringer som muligt i denne forbindelse. Tilbuddene flytter således i løbet af efteråret og vi ønsker at samle tilbuddene i vores nye pædagogiske miljø, så snart vi kan. Når den endelige tidsplan for flytningen ligger klar vil de berørte forældre få direkte besked.
Spor 5
Efter dialog med forældrene og skolebestyrelsen på Gribskolen afd. Tingbakken er det blevet besluttet, at FO forbliver i en del af deres nuværende lokaler. Det betyder, at udmeldingen vedr. de nuværende elever i Spor 5, der har størst støttebehov, ikke flytter til Esrum men bliver i Tisvilde og Vejby.
Dialog med skolebestyrelser og berørte forældre
Tidligere i juni afholdt udvalget for Skole, Børn og Familie et dialogmøde med alle skolebestyrelserne vedrørende omstillingen på specialområdet. Der har ligeledes været forældremøder med tilbuddene Idrætsvej, Fønix og det nye tilbud Unge-Expressen. Det er generelt vigtigt for os at være i tæt dialog med de forældre, som oplever store forandringer, som en del om omstillingen.
Horisonten
Den nye specialskole får 5 nye afdelinger og der er i gang med at blive udarbejdet en nye Aula side til den nye skole. Der arbejdes ligeledes med et nyt telefonsystem, læringsplatforme, IT og meget andet der på meget kort tid skal på plads. Arbejdet fortsætter med fuld fart og forældre og elever kobles på det nye Aula lige så snart det er klart. Her vil den nye information til forældregruppen fremadrettet også kunne læses.
Fra august får vi flere elever og vi byder derfor også velkommen til nye medarbejdere. Det samme gør vi til Chanette Nielsen og Cecilie Holmer, som er vores nye afdelingsledere for grupper på henholdsvis på Idrætsvej/Fønix og Spor 5. Chanette og Cecilie er begge kommer begge med høj faglig viden og erfaring indenfor specialundervisningsområdet.
Skolebestyrelsen
I maj måneder var der skolebestyrelsesvalg for forældrerepræsentanter og her i juni er medarbejderrepræsentanterne også blevet valgt, så Horisontens nye skolebestyrelse er klar til det kommende skoleår. Den nye specialskolebestyrelse skal give forældre til elever i specialpædagogiske undervisningstilbud bedre mulighed for indflydelse og repræsentation.
Bestyrelsen består fra august af 6 forældrerepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter, der sammen med skolens ledere og medarbejde glæder sig til at komme i gang med arbejdet på den nye skole. Elevrepræsentanter vælges i det nye skoleår når skolen er kommet godt i gang.
Rigtig god sommer.
Med venlig hilsen
Skolelederne i Gribskov: Anja Helmbæk Horst, Karen Rydkjær Kaas, Lars Rasmussen, Nikolai Schlüter, Marianne Manicus, Søren Møller og Christian Andersen
Centerchef Sofie Jordan