Når et arrangement som Musik i Lejet skal afholdes med 10.000 deltagere, går der et stort samarbejde i gang mellem festivalarrangøren og politiet omkring trafikforhold og sikkerhed – baseret på erfaringer fra tidligere års festival.
Trafikplanen, som er udarbejdet i samarbejde mellem Musik i Lejet, Gribskov Kommune og Nordsjællands Politi, skal hjælpe med at mindske ulempen mest muligt for beboere og erhvervsliv i dagene omkring festivalen.
Det betyder bl.a., at der kommer trafikomlægninger, lukning af veje og forbud mod at parkere i et område omkring festivalen, medmindre man har et gyldigt ærinde. Områdets beboere, deres gæster samt leverandører til de erhvervsdrivende i området er alle eksempler på gyldigt ærinde. Begrænsningerne vil gælde mellem kl. 14 og 06 i de tre dage, den 18.-20. juli, hvor musikken på festivalen spiller.
Parkering, tog og busser
Festivalgæster, der kommer i bil, henvises til at parkere ved Godhavn Station i Tisvildeleje, hvor der ligesom sidste år er udvidet med en stor parkeringsplads på græsarealerne.
Skal du med det offentlige i løbet af festivaldagene, kører de normale tog og busser som de plejer – og mellem Godhavn og Tisvilde Station kører toget til kl. 3 om natten. Det er desuden gratis for alle at benytte festivalens shuttlebusser, som kører mellem Godhavn Station, Tisvilde Station og festivalpladsen.
Lokalplan for Musik i Lejet skal dog vedtages først
Musik i Lejet kan kun gennemføres, hvis den igangsatte lokalplan for området bliver vedtaget. Høringsperioden sluttede den 10. juni, og beslutningen om at vedtage lokalplanen forventes at ske den 8. juli.
Kontakt arrangøren ved spørgsmål – eller find svar her på hjemmesiden
Det er Musik i Lejet, der som arrangør af festivalen, står for alt det praktiske med opsætning af skilte samt at informere berørte beboere, lokale erhvervsdrivende samt busselskaber om afspærringen.
For at imødekomme spørgsmål fra beboere, erhvervsdrivende og andre, der færdes i området omkring Tisvildeleje i dagene for festivalen, har Gribskov Kommune dog i samarbejde med Gribskov Beredskab lavet en FAQ – en samling af spørgsmål og svar: gribskov.dk/mil2024. Her kan du finde svar på praktiske spørgsmål omkring trafikforhold, parkering, afspærringer mm.
Nordsjællands Politi vil være til stede i området omkring festivalen, og man kan følge deres kanaler på Facebook og på X. Derudover henvises til festivalens egne kanaler.
Læs mere om Musik i Lejet på musikilejet.dk.