Frederiksværksvej spærret ved Mårum Station i en uge

Publiceret 27-08-2024

Fra den 31. august til 7. september bliver bilister ledt af en omkørsel ved Mårum St, og der indsættes togbusser på delstrækninger for togpassagererne. OPDATERING: Afspærringen forlænges til mandag morgen den 9. september kl. 5.00.

Lokaltog skal arbejde med udskiftning af jernbanespor og vedligeholdelse af sporskifter og overkørsel ved Mårum Station. Det betyder, at Frederiksværksvej bliver spærret, og det er i perioden ikke muligt at køre i bil over jernbaneoverkørslen.
 
Arbejdet foregår fra lørdag den 31. august kl. 01:00 til lørdag den 7. september kl. 08:00. 
 
Frederiksværksvej forbinder Gribskov Kommune i vest og Helsingør Kommune i øst, og der er sat informationsskilte op i begge ender. Den hurtigste omkørsel er nordom, via Græsted gennem Saltrup og videre ad Esbønderupvej.
 
Lokaltog oplyser, at man må påregne cirka fire minutters ekstra køretid.
 

Togbusser indsættes

Der indsættes togbusser på delstrækninger. Læs mere på lokaltog.dk og tjek Rejseplanen, hvis du skal med toget.