Jernbaneoverkørsel i Helsinge er spærret for al trafik i weekenden

Publiceret 23-05-2024

Fra fredag den 24. maj kl. 20 til mandag den 27. maj kl. 4.30 er det ikke muligt at passere jernbaneoverkørslen ved Helsinge Station.

Jernbaneoverkørslen ved Helsinge Station er spærret i weekenden fra fredag aften til mandag tidlig morgen pga. spor- og vejarbejde.
 
Det er kun selve området ved jernbaneoverkørslen, som vil være spærret. Men det betyder, at jernbanen i perioden kun kan krydses uden for byen. Hele arealet bliver gravet op og genopbygget, derfor er al gennemkørende trafik lukket ned. Omkørsel kan ske, enten nordom via Skolegade og ud af Helsingørvej, eller sydom via Kildevej og Hillerødvej. Informationstavler med omkørselsrute er sat op på indfaldsvejene.
 
Der er indsat togbusser i den nævnte periode i stedet for lokaltoget, og de busruter, som er påvirket, omlægges også. Skal du med offentlig transport i weekenden, er det en god idé at tjekke Rejseplanen, der er opdateret med ændringerne.
Da arbejdet foregår i weekenden og afsluttes tidligt mandag morgen, har det ingen påvirkning på almindelig kørsel til og fra gymnasiet.
 

Ikke flere oversvømmelser i tunnelen

Baggrunden for arbejdet er, at Lokaltog er i gang med et større sporfornyelsesprojekt i Gribskov Kommune, og har i samarbejde med kommunen valgt at fremskynde netop arbejdet ved overkørslen på Østergade. Det har man valgt for bl.a. at få repareret defekte drænledninger på banelegemet, som har givet oversvømmelser af gangtunnelen under sporene på Helsinge station. Samtidig kan man få etableret et nyt færdigt slidlag ved overkørslen.