Gilleleje Hovedgade holdes åben under vejarbejde

Publiceret 07-05-2024

Det igangværende vejarbejde og afspærring på Gilleleje Hovedgade har skabt bekymringer lokalt. Nu ændres planerne, så vejen kan holdes åben.

På baggrund af bekymringer omkring vejarbejdet på Gilleleje Hovedgade, som gennemføres i maj-juli måned, er det besluttet at ændre på planen om, at en del af vejen bliver lukket for gennemkørsel.
 
Ændringen betyder konkret, at skiltene med "Ingen gennemkørsel" og "Beboer- og buskørsel tilladt" fjernes og erstattes af et skilt med teksten: "Gilleleje Hovedgade. Begrænset fremkommelighed. Anbefalet omkørsel via Parkvej - Kystvejen."
Derudover sættes skilte op med teksten "Adgang til Bymidten via Kystvejen", som skal guide bilister, der skal til bymidten, uden om Gilleleje Hovedgade.
 
Dermed holdes Gilleleje Hovedgade åben, mens vejarbejdet foregår. Der vil være ét spor åbent ad gangen, derfor må man forvente kø og langsom kørsel på strækningen. Der vil periodevis også blive sat lyssignal op for at afhjælpe trafikflowet.
 
Kommunen anbefaler fortsat, at man benytter omkørslen via Parkvej-Kystvejen så vidt muligt.
 
Vejarbejdet forventes at være afsluttet den 5. juli.