Grøn Lørdag har i mange år været et samlingspunkt i maj måned, hvor glæden ved vandet og livet omkring hav og strand dyrkes. I år er ingen undtagelse, og alle er inviteret til en sjov dag på Gilleleje Havns Øststrand den 25. maj kl. 10-14.
Med Grøn Lørdag foldes mulighederne for vilde naturoplevelser ud for Gribskovs borgere, besøgende og turister – og de grønne foreninger og lokale erhvervsdrivende får mulighed for at vise, hvad de kan tilbyde.
Programmet tæller masser af aktiviteter for både børn og voksne. I kan blandt andet klappe ponyer og lam, komme tæt på bier, solen og fugle, nærstudere livet i vandet, smage på dyrevildt, bage snobrød, binde knop, snitte og meget mere. Se program på: gribskov.dk/grønlørdag
Børnene varmer op med Grøn Uge
Som optakt til Grøn Lørdag afvikles Grøn Uge, hvor børnehavebørn og de yngste skolebørn kommer ud og laver aktiviteter i naturen sammen med frivillige foreninger.
Kommunens grønne råd, Det Grønne Dialogforum, står bag den årlige Grøn Uge, som afvikles i et samarbejde mellem kommunen og frivillige foreninger. Målet med Grøn Uge er, at alle kommunens børn i løbet af deres børnehavetid, får lokalforankrede naturoplevelser, og at de lærer at begå sig i naturen. I Grøn Uge får ca. 500 af kommunens børnehavebørn og børn i indskolingen en lokal naturoplevelse.
Borgmester Bent Hansen er med til at skyde ugen i gang den 13. maj kl. 9.15 til et ”Forår og sommer i Skoven”-arrangement. Borgmesteren sætter pris på de grønne uger i Gribskov:
”Det er sjovt, og det er lærerigt. Det er vigtigt, at de voksne er med til at formidle naturen for børnene, så vi får skabt en nysgerrighed hos dem, mens de stadig er små. Igen i år bliver der med Grøn Uge lagt en stor indsats for børnenes skyld, og det vil jeg gerne takke de frivillige foreninger for”, udtaler han.
Om Grøn Uge
Grøn Uge skydes i gang mandag d. 13. maj kl. 09.15 i Valby Hegn. Mødested er P-pladsen på Bukkarvej, Helsinge. Læs mere på gribskov.dk/grønuge
Om Grøn Lørdag
Grøn Lørdag foregår lørdag den 25. maj kl. 10-14 på Gilleleje Havns Øststrand. Alle aktiviteter er gratis. Dagen skydes i gang ved formanden for Udvalget for Klima, Teknik og Miljø Brian Lyck Jørgensen. Mere information om Grøn Lørdag: gribskov.dk/grønlørdag