Vinder af naturpris engagerer store og små

Publiceret 21-09-2022

Udvalget for klima, teknik og miljø uddelte tirsdag Gribskov Kommunes Naturpris 2022.

Årets naturpris går til Jens Prom, der i en menneskealder har delt sin viden om og glæde for naturen med Gribskov Kommunes børn, familier og besøgende, både som frivillig i Danmarks Naturfredningsforening og som indehaver af Valby Bækgård Naturcenter.

Jens er grønt guld for borgere og besøgende

Det var formandskabet i Udvalget for klima, teknik og miljø, der valgte vinderen og uddelte prisen tirsdag aften den 20. september ved en lille ceremoni foran rådhuset. Valget faldt på Jens Prom pga. hans store engagement, der vækker interesse hos små som store for naturens forunderlige verden:

”Et enigt formandskab har valgt dig som vinder af Naturprisen, Jens. Vi har især lagt vægt på dit store engagement i kommunens naturarrangementer som Grøn Uge, Grøn Lørdag og Blå Flag. Du er grønt guld for vores naturskønne kommune, hvor vi har så meget natur, vi skal passe godt på”, takkede formanden for Klima, Teknik og Miljø, Brian Lyck Jørgensen, hvorefter næstformand i udvalget Morten Dahlberg overrakte Jens prisen og en buket blomster.

Helt tæt på naturen

Jens Prom står for en lang række af de naturaktiviteter, som kommunens borgere og besøgende kan deltage i, når Gribskov Kommune inviterer til Grøn Uge og Grøn Lørdag i maj, og når sommerferiens Blå Flag-arrangementer skyller inde over nordkysten. Her skaber Jens interesse for, hvordan livet i vand og på land kan indfanges og studeres med net og lup. Jens inviterer også børnehaver ud på sin gård, Valby Bækgård Naturcenter i Helsinge, hvor børnene kan komme helt tæt på gårdens dyr og landjordens krible-krableliv.

Jens takkede for prisen og sagde blandt andet:

”10.000 tak for den fantastiske pris. Pengene er én ting, men det er utroligt dejligt at blive udnævnt til sådan noget. Jeg har i hele mit liv arbejdet med børn og unge og undervist lærere, der selv underviser i naturen. Jeg har også været ude på fridage, og familien er ikke altid så glade, men de er ofte også med og synes, det er spændende. Jeg vil også sige tak til administrationen i kommunen og til naturvejlederne, som jeg arbejder meget sammen med. Det var heller aldrig blevet til noget uden dem.”

Jens modtager - udover æren ved at vinde prisen - 10.000 kroner til det fortsatte arbejde med naturformidling.

Uddelingen af Naturprisen er en del af Gribskov Kommunes fokus på at skabe mere vild natur med en række forskellige initiativer.

Fakta om Naturprisen

Naturprisen går til en eller flere personer, en organisation, en forening, en virksomhed eller et selskab, som har bidraget positivt til biodiversiteten i Gribskov Kommune igennem et personligt engagement.

Læs mere om:

Naturprisen: www.gribskov.dk/vild
Grøn Uge: www.gribskov.dk/grønuge
Grøn Lørdag: www.gribskov.dk/grønlørdag
Blå Flag: www.gribskov.dk/blåflag