Gribskov Kommune hylder ildsjæle med priser, fest og fællesspisning

Publiceret 10-10-2022

Både Kulturprisen og Frivilligprisen blev uddelt, da der blev afholdt fest og fejring af Gribskovs frivillige ildsjæle fredag eftermiddag i Græsted til det årlige event Frivillig Fredag. Se vinderne og læs begrundelserne her.

Gribskov fejrede fællesskaberne og hyldede de frivillige med pomp og pragt fredag eftermiddag. Her løb det årlige event Frivillig Fredag af stablen. Festen var i år rykket til Græsted, hvor både BLIK-Græsted Bibliotek og Græsted Kro dannede ramme om de festlige begivenheder.

Til arrangementet var foreninger, frivillige og mennesker fra hele kommunen samlet til prisoverrækkelser, taler, fællessang og musik i en hyldest af Gribskovs mange frivillige og ildsjæle. Græsted satte sit eget præg på begivenheden med den lokale Zumba-instruktør Betina Olsen, som i dagens anledning havde gæstestjernen Ramiro Alvaro med til at sætte gang i danserytmerne.

Gratis plakater og fællesspisning på Græsted Kro

For at hylde de frivillige havde den lokale kunstner og designer Judith Jønsby til begivenheden designet en plakat med symboler kaldet Gribskovs Frivillige / Tak til villige hænder. På plakaten stod følgende ord:

”Nogle gange har vi styrke til at være dem, der giver, og andre gange skal vi være stærke nok til at tage imod. Med vores hænder kan vi vælge at bygge op eller rive ned. Vi kan vælge at favne andre eller at skubbe folk væk. Derfor er villige og næstekærlige hænder utroligt vigtige både for den enkelte og for fællesskabet”.

Alle, der kom forbi Frivillig Fredag, havde mulighed for at få en gratis plakat med hjem.

Efter festlighederne i BLIK havde 120 mennesker tilmeldt sig fællesspisning på Græsted kro, hvor Kroejere Rene og Vibe sørgede for lækker mad og drikke. Dagen sluttede af med partybingo orkestreret af Rene, som gav den gas med sjove bemærkninger og indslag undervejs.

Frivilligprisen gik til Annette Witt Carlsen. I indstillingen lød det:

  • Annette har gennem mange år ydet en kæmpe frivillig indsats i Cirkus Kanutski, i ungdomsskolens musical og i Ramløse Scenens børne- og ungeafdeling.

    Annette brænder for teater og kreativitet og for at få børn og unge med forskellig social baggrund til at føle sig som en vigtig og værdsat del af et fællesskab i lokalområdet. Det gælder også for de børn, der ikke har fundet et fællesskab via for eksempel sport, eller som har det lidt svært på hjemmefronten.

    Annette bruger al sin fritid på frivilligt arbejde med børn og unge fra Gribskov. Skulle det for eksempel ske, at et barn ikke har råd til at betale kontingent for at gå til teater, betaler Annette af egen lomme, og hun kører også gerne et barn hjem, hvis bussen er gået, eller at det af den ene eller anden grund kniber for forældrene at yde transport for barnet.”


Kulturprisen gik til Dronningmølle Borgerforening. I indstillingen lød det:

  • Dronningmølle Borgerforening har de seneste fire år været konkret anledning til, at kulturen er kommet til Dronningmølle; ved at skabe, opbygge og fylde et hus med muligheder for alle gæster, besøgende og lokale.

    Her har været musikarrangementer, spiseevents, loppemarkeder, højtidsarrangementer, historiske foredrag, løbende indsamling af viden om Dronning Sophie og samarbejder med hele det lokale erhvervsliv.

    På alle måder har Borgerforeningen og samtlige frivillige båret en udvikling, som vi sjældent ser i Gribskov eller i det hele taget. Gribskov har i Dronningmølle Borgerforening fået et mønstereksempel på, hvordan små lokalsamfund - uden skole eller andre institutioner med stærk sammenhængskraft - kan vokse sig levende og skabe nyt liv.