Formålet med børnevalget er at gøre børnene nysgerrige på demokratiet, fortæller kommunaldirektør i Gribskov Kommune Sascha Volmer Sørensen.
”Jeg håber, at det kan være med til at starte en snak i familierne om, hvad det vil sige at stemme og tage del i demokratiet. Vi synes det er en rigtig sjov og hyggelig måde at inddrage børnene, og hvis det bliver en succes, kan vi måske gøre endnu mere ud af det næste gang, der er valg.”
Skriv sedlen hjemmefra
For ikke at skabe forvirring i forhold til det rigtige valg, vil der ikke blive lavet fortrykte stemmesedler til børnevalget. I stedet skal børnene medbringe en udfyldt seddel hjemmefra. Der vil dog også være lidt papir og skriveredskaber ved stemmekasserne.
Sedlen kan have en hvilken som helst form eller farve. Der skal bare stå navnet på det parti, som barnet ønsker at stemme på. Man må også gerne lave en tegning og lægge i stemmekassen.
Alle børn i alderen 0-18 år har lov til at stemme til Børnevalget, og forældrene må selvfølgelig gerne hjælpe med at skrive sedlen. Når man ankommer til valgstedet, skal sedlen lægges i Børnevalgs-kassen, før man går ind i valglokalet.
Kig efter børnevalgs-kassen
Stemmekasserne til børnevalget vil være placeret i indgangspartiet eller foran indgangen til hvert valgsted. Der vil stå ”BØRNEVALG” med store bogstaver, så man ikke er i tvivl. Her kan børn putte deres stemme i. Kasserne vil være fremme i samme tidsrum, som valgstederne holder åbent, dvs. fra kl. 8-20.
Efter valget vil alle børnestemmer fra de 12 valgsteder blive samlet sammen og talt op. Resultatet forventes klar den 3. november, og det vil blive offentliggjort på kommunens facebookside: facebook.com/gribskovkommune.
Fakta
• Børnene kan stemme på de samme partier som de voksne.
• Lav sedlen hjemmefra. Barnet må skrive partinavn eller -bogstav, og tilføje en tegning, hvis de har lyst.
• Børnevalgskassen står uden for valglokalet. Læg sedlen I, før I går ind i selve valglokalet.
• Resultatet af valget forventes offentliggjort den 3. november på kommunens Facebook-side.